Louise har sit studie ude i det fri

29. december 2017 kl. 08.21
Opdateret kl. 09.37

For halvandet år siden droppede fotograf Louise Bering sit fotostudie. Siden har hun først og fremmest taget billeder ude med naturen som kulisse og på alle årstider.

Og den beslutning har hun ikke fortrudt.

- Det har givet mig meget mere tid til dét, jeg allerhelst vil - nemlig at tage billeder, smiler hun.

- Før gik min tid med alt muligt praktisk. Der var ikke nok tid til at fotografere.

En ansatte overtog atelieret, og Louise var spændt på, om hun nu kunne få arbejde nok.

- Jeg ville lave de billeder, som jeg brænder for og så måske supplere med nogle timer ved siden af med et andet job. Men det er ikke blevet nødvendigt. Jeg kan sagtens få opgaver hele året rundt. Og jeg har virkelig fundet min rette hylde.

- Nu er processen forenklet for mig. Jeg bruger min tid på at tage billeder og redigere.

Regnskaberne har hun lagt i hænderne på professionelle, og det gjorde hun allerede for fem og et halvt år siden, da hun blev selvstændig fotograf.

På et lille kontor på Åstrupvej 10 i Hjørring er Louise Bering omgivet af både børn og voksne, som hun gennem årene har haft i søgeren. Og det er da også her, at billederne behandlet, inden de sendes ud til kunderne.

Louise Bering havde indtil for halvandet år siden 200 kvadratmeter atelier og en fotograf ansat.

- Og det gik fint. Vi lavede baggrund af gamle gulvbrædder, for at laver anderledes miljøer. Men jeg kunne stadig ikke få det frem i billederne, jeg gerne ville. Børnene kommer stadig ind i en kunstig opstilling, et fremmed sted med lamper der lyser på dem. Ude oplever de i stedet, at vi bare er ude at gå en tur sammen med mor og far - på den måde kan vi bare lege det naturligt ind i dem, forklarer hun og viser eksempler på sine færdige arbejder med børn i fokus.

Et af dem er et foto med to piger, der hopper i en vandpyt.

- Det er et eksempel på, at vejret godt kan være en udfordring, når man fotograferer ude. Men man kan få noget sjovt ud af det.

Louise er ude med sit kamera både sommer, vinter, forår og efterår.

- Det bedste er efteråret. Det giver nogle udfordringer. I år har der været meget regn, og vi har flyttet tider. Men kunderne er med på det - vi kan ikke styre regn og vind.

Louise Bering bruger gerne kontraster i sine billeder.

- Jeg elsker det rå kombineret med det feminine til eksempelvis billeder af en konfirmand eller på et bryllupsbillede. Det giver bare så fedt et udtryk. Og jeg bruger rigtig meget tid på bare at køre rundt og finde egnede steder.

Og gamle porte, bildæk, rå vægge og containere er guld værd for den lokale fotograf. Strand og skov er også populære til fotoshoot.

- Mange vil gerne på stranden. Men det giver udfordringer, for det blæser næsten altid ved vestkysten, griner Louise.

Arbejdet som fotograf er meget mere end at trykke på knappen.

- Det handler om at få både børn og voksne til at føle sig godt tilpas. Og mange forældre hader altså at blive fotograferet, smiler Louise.

- Så jeg skal skabe en stemning, hvor vi hygger os sammen - så hverken børn eller voksne går op i, hvornår jeg trykke på knappen.

Og resultatet bliver billeder fyldt med nærvær.

Når nye kunder ringer spørger Louise Bering meget ind til, om de er til natur, et råt miljø eller en mellemting.

- Så har jeg forskellige steder klar, hvor vi kan mødes, når billederne skal tages.

Louise Bering fotograferer dog også inden.

- Jeg fotograferer gerne nyfødte inde. Jeg tager hjem til familierne, så der også er miljø med på billederne. Samtidig undgår vi stress, når børnene er helt nye, tilføjer hun.

Hjørring-fotografen har kunder mange steder i landet.

- Jeg bruger meget Instagram og Facebook til markedsføring. Selvfølgelig har jeg mange kunder i Hjørring men lige så mange fra Frederikshavn og syd for fjorden. Flere gange om året har jeg også fotodag i Aarhus på Godsbanen, hvor der er også er rigtig fede locations.

Hovedstaden er også med i hendes planer

- Jeg får en del henvendelser fra København, så jeg har også fundet nogle gode steder der. Jeg vil til at lave fotodage derovre. Det er simpelthen bare så fedt at komme omkring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste