Løkken skole bliver DGI Udeskole
LØKKEN: - Løkken skole har i år et elevtal på 194. Det er trist, at skolen nu har mindre end 200 elever. Det betyder blandt andet, at skolen nu kun har et spor. Kun 8. årgang er tosporet med 2 små klasser, fortalte skoleleder Arne Dørup på det nyligt afholdte netværksmøde i Løkken.dk.
- Det er vigtigt at vi arbejde bevist og målrettet med bosætning, hvis vi forsat ønsker at tiltrække børnefamilier, og her er skole og børneinstitution noget som tilflyttere ser nøje på, fastslog han.
Han kunne dog oplyse, at der i 2019 blev født 31 børn i Løkkenområdet.
- Jeg appellerer til, vi alle konstant har gang i den positive fortælling om alt det vi kan, og alt det vi har gang i i Løkken – det er på Facebook, i lokalavisen og i vores færden rundt i ”verden”, understregede han.
Skolelederen kunne berette om, at skolen er i gang med at blive certificeret som DGI Udeskole. Det sker i løbet af efteråret, og skal gerne markeres op til efterårsferien den 9/10., hvor der over hele landet er Skolernes Motionsdag.
- Her på skolen ønsker man at lave en certificeringdag hvor der gennem samarbejde med golfklubben, fodboldgolf, idrætsforeningen, rideklubben, surfklubben, MTB og Løkken Idrætscenter laves en aktiv dag, der ”larmer” både lokalt og i oplandet, sagde Arne Dørup.
Der blev også orienteret om, at en gruppe lokale er i gang med at etablere Danmarks største skaterpark ved Løkken skole. Parken bliver på 600 kvm., og integreres med den eksisterende multibane på skolen. Der kommer til at blive åbnet ud mod Harald Fischersvej.
Der skal findes 1.9 mill. kr., og der bliver brug for frivillige kræfter.
Der er en forventning om, at det et fint supplement til de samme gæster, der tiltrækkes af surfing i Løkken.
Her påpegede Kasper Brix fra North Shore Surf tillige vigtigheden af, at vi lokale holder fast i dialogen med kommunen og myndighederne i forhold til de forskellige ønsker og behov byen og interessenter har i forbindelse med projekter omkring molen.