Løkken Molefestival er indstillet til en finalepris
Projektet Løkken Molefestival er blevet indstillet til at modtage FeriePartner Danmarks hovedpris som det bedste lokale initiativ i Danmark i 2018 i konkurrence med 17 andre projekter.
Den landsdækkende kæde af feriehusudlejningsbureauer i Feriepartner Danmark har i år støttet lokale arrangementer og idéer med mere end 1 mio. kr. Året afsluttes med en kåring af de 3 bedste, der samlet får yderligere 100.000 kr.
Tidligere på året modtog ”Smag på Løkken” Løkken Molefestival 47.500 kr. fra Feriepartner i Løkken som et led i feriehusudlejerens såkaldte oplevelsespulje. Det er en pris til lokale projekter, der tilfører værdi og en god oplevelse til både fastboende og turister. Nu er der måske endnu flere penge på vej til det fine initiativ.
- Jeg har valgt at indstille Løkken Molefestival til finalen fordi projektet lever op til intentionerne med prisen om at skabe en varig oplevelse for både beboere og turister her i Løkken, siger Julia Spiess fra Feriepartner Løkken.
Koordinator for Løkken Molefestival Gitte Bjerre siger:
- Løkken Molefestivals unikke karakter ligger i samspillet med den barske natur ved Vesterhavet. Festivalen tager afsæt i de kvaliteter, der er på stranden, ved molen, ved badehusene, ved Fiskernes Hus m.m. Med andre ord er man ikke i tvivl om, at man er i Løkken, når man deltager i Molefestivalen, for det er helt noget helt særligt.
Festivalen har en god chance for at løbe med den samlede pris, selvom konkurrencen er hård: - Der er indstillet mange gode initiativer og arrangementer fra hele landet.
Feriepartner Danmark gentager uddelingen af midler til lokale ildsjæle og projektmagere i 2019. Allerede nu er det muligt at søge om midler til et arrangement i 2019. Fristen for ansøgninger er 1. februar.
Der er uddelt i alt 1 mio. kr. til mere end 80 lokale projekter i hele landet. Til finalen er der udvalgt 18 projekter fra hele landet, som samlet konkurrerer om 100.000 kr. I finalen uddeles der tre priser på henholdsvis 50.000 kr., 30.000 kr. og 20.000 kr.
Dommerkomiteen der afgør hvor de rare penge skal sendes hen udgøres af Niels Erik Folman, CEO Danske Licens Spil, Dorte Kiilerich, direktør Living Concepts og Mads Schreiner, markedschef i VisitDenmark, Tyskland. Vinderne offentliggøres 28. november 2018.