Landsbyliv: Ny bro over gadekæret

I Vejby har man begået lidt af et projekt

18. august 2019 kl. 08.10

VEJBY: Fredag den 23. august kan Vejby-Smidstrup Beboerforening indvi en fin bro over Landsbyens Gadekær. Blandt andre journalist Mogens Jørgensen fra TV Nord kommer forbi og sender live fra begivenheden i nyhedsudsendelsen kl. 19.30.

Gadekæret (dammen) i Vejby var i mange år byens branddam, ejet af sognet, senere Løkken-Vrå Kommune. I forbindelse med at den gamle købmandsgård på Vejbyvej blev nedrevet, blev der en tom grund og mulighed for at lave et anlæg. Foreningen fik lov at købe grunden af Hjørring Kommune for 1 kr.

Dammen blev til et gadekær, og der er sået græs og plantet buske, og nu er værket kronet med en bro over dammen.

Midler til broen er kommet fra Friluftsrådet, Hjørring Kommunes mats-midler og Vejby-Smidstrup Beboerforening. Arbejdet er udført af frivillige.

Den 23. august kommer Mogens Jørgensen om dagen og laver forberedelser og interviews i Vejby. Der bliver sendt live om aftenen, når vejbyboerne mødes på samlingsstedet Købmandstoften til fælles grill. Efterfølgende går man i fakkeltog til Købmandshaven og gadekæret hvor broen bliver indviet. Der bliver klippet den røde snor og fællessang.

Historien bag Købmandsgården står på foreningens hjemmeside:

Nu afdøde Betty Christiansen, som de fleste i Vejby kendte, drev i mange år Købmandsforretningen sammen med sine to brødre, Verner og Frode.

De 3 søskende havde overtaget forretningen efter faderen, Marinus Christiansen, der byggede Købmandsgården i 1930-31. Inden da havde købmandsbutikken til huse i en ældre bygning på samme matrikel, men som lå ud mod en lille sidevej.

Købmandsbutikken var egentlig en brugsforening indtil 1910, hvor Marinus Christiansen overtog forretningen.

De frivillige brobyggere er Ejvind Toft, Jens Peter Søndergaard, Hans Baggesen, Jørgen Jensen, Lars Peter Larsen.

Lars Peter Larsen er også i bestyrelsen sammen med Lise Christensen, Jette Christensen, Erik Pedersen og Kristian Damsgaard. Sidstnævnte var ikke til stede.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste