Kultur og aftensmad i én mundfuld

02. oktober 2017 kl. 06.16

For syvende sæson i træk kan kommunens 3-6-årige tage deres forældre og søskende med på tur rundt i Hjørrings kulturliv. Første "Kulturfrikadelle"-arrangement sker på Hjørring Musiske Skole tirsdag 10. oktober klokken 17.

"Kulturfrikadellen" er en kulturel oplevelse, der samtidig medfører en mæt mave. Hele fem gange over efterår, vinter og forår serveres der - i halen på en til anledningen planlagt kulturoplevelse - aftensmad for deltagerne. Målgruppen er de 3-6-årige, men både forældre, yngre og ældre søskende er også velkomne. Under temaet for 2017/18, "Historien om...", bliver fortællingerne det centrale midtpunkt.

På Hjørring Musiske Skole, der står først for, skal glæden ved musik udforskes: Børnene skal synge, spille, hoppe, danse, klappe, lege og grine til musik med en historie som omdrejningspunkt. Senere på efteråret kan børnene møde historien om Cykelmyggen Egon på Hjørring Bibliotek. Rim, musik og motorik blandes med klassisk, dansk børnelitteratur, når det er allerbedst.

I det nye år starter Vendsyssel Teater ud med i februar at fortælle historien om, hvordan man på et teater arbejder med ’kost’ og ’mask’ - kostumer og sminke - og når foråret så småt får fat, er det Vendsyssel Kunstmuseums tur til at åbne dørene for de små: Hvordan kan alverdens mystiske dinge-noter og dimser bruges til at skabe kunstværker og derigennem fortælle historier om alt mellem himmel og jord?

Sæsonen slutter på Vendsyssel Historiske Museum, hvor historien om Hjørring by vil blive fortalt. En gang kunne man hverken bruge en vandhane, spise en pizza eller gå i børnehave. Hvordan var det mon at leve sådan et liv?

Billetter koster 40 kr. pr. person pr. arrangement og skal købes på www.billetten.dk. Hele programmet kan også findes på Hjørring Biblioteks hjemmeside, og på Facebook kan man følge med på siden "Kulturfrikadellen". Frikadeller med tilbehør laves af PMU.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste