Billede beskrivelse

Kom bag facaden: Hvad sker der i biografens hjerte?

Din biograf er blevet gennemdigitaliseret - kom en tur med i operatørrummet i MovieHouse Hjørring

29. november 2020 kl. 07.45

Duften af varme popcorn, smagen af cola og de bløde luksussæder tager imod dig i Hjørring MovieHouse. Og når lyset dæmpes i biografsalen, kan du trygt rejse ind i filmens univers. Men hvad sker der egentlig i biografens hjerte - operastørrummet - hvor filmene sendes ud i salene.

Svaret er, at både lyset i salen, dørene, reklamer og film er forprogrammeret og computerstyret. Din biograf er blevet gennemdigitaliseret.

Billede beskrivelse

- De tunge filmruller tilhører en fjerne fortid, men pladsen er der stadig, forklarer direktør Benny Bruun, der viser rundt i det store operatørrum. I stedet for filmapparater står der nu computere og sikrer gyset, dramaet, det gode grin og tårerne nede i salen.

I dag afvikles film fra servere og projektorer, og software håndterer alt fra dæmpning af lyset til sammensætning af dagens program. Direktør Benny Bruun og hans team skal ”bare” fordre computeren med den rigtige information.

Til hver af de fire sale i Hjørring-biffen hører en server, der opbevarer og viser filmen via en projektor.

- Det er ikke mere end otte år siden, at vores tekniske chef, Jakob Nielsen, havde spolefilmene i hånden og satte dem på en fremviser. Dengang viste man måske James Bond i den ene sal - i dag kan vi vise samme film i alle sale samtidig eller forskudt, fordi det er computerstyret, tilføjer Benny Bruun.

En runde med kaffekoppen

I dag får biografen en såkaldt DCP - en fil - hjem fra filmselskabet via computer.

- Jacob og jeg sammensætter programmet, der kommer ud på vores hjemmeside, så gæsterne kan bestille billetter. Når vi har styr på det, bliver det lagt ind i computeren dag og for dag, og her kan vi følge, hvornår og hvor, vi viser de enkelte film.

Billede beskrivelse

- Hver dag tjekker operatørerne programmet og sikrer, at det ser rigtigt ud. Så går de ned og sælger billetter, sodavand og popcorn til biografgæsterne - vi sidder med andre ord ikke i operatørrummet og holder øje med, at reklamer og film kører. Vi har fortalt computeren, hvornår og hvilke reklamer der skal sendes, hvornår filmen skal begynde, og hvornår lyd og lys skal tændes og dæmpes og dørene skal lukke.

- Vi har en lang tjekliste, som vi følger dagligt, når vi møder ind - blandt andet skal projektøren pudses - men selve visningen af filmene er automatiseret fuldstændigt.

- Og hver morgen går jeg lige min runde med en kop kaffe og tjekker tingene igennem. Måske er der lige en pære i salen, der skal skiftes, smiler Benny.

Populære film - ja tak

Benny Bruun og Jakob Nielsen, der har ansvar for teknikken, sammensætter programmet i fællesskab.

- Vi snakker om, hvad vi skal vise. Vi er premiere-biograf, og vi har én til to premiere-film i gennemsnit hver uge. På et normalt år viser vi 100 forskellige film - det er lidt noget andet lige nu med corona.

Benny Bruun ser selv mange film, inden han endeligt beslutter sig for, om de skal vises for gæsterne i Hjørring-biografen.

Billede beskrivelse

- Vi er medlem af Fokus-biograferne - en sammenslutning af biografer i de større provinsbyer i Danmark. Her har vi ansat en person på fuld tid, der ser alle film. Han kommer med sin vurdering af, hvilke film der vil egne sig hvor. Han vurderer også, hvor mange billetter filmen vil sælge i Danmark. Ud fra det vurderer jeg, om vi skal have filmen i Hjørring, og i hvilken sal den skal vises.

- Der kommer mange film, som vi ikke tager til Hjørring. Vi vælger en del marginalfilm fra. Her tænker jeg økonomi. Jeg vil hellere vise filmen Druk i de to store sale, end en marginalfilm, som kun få vil se. Jeg vil ikke risikere, at der er udsolgt til de mest populære film - folk må ikke gå forgæves. Og slet ikke i corona-tiderne.

- Når James Bond kommer, viser jeg nok James Bond i alle fire sale, smiler han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste