Klostermarked med fristelser
På Vrejlev Kloster er det efterhånden blevet en tradition, at åbne gårdsplads, hovedbygning og klosterhave til et årligt Klostermarked, og det gør Hanne og Malthe Holst også i 2017. Det populære Klostermarked holdes på det flotte Vrejlev Kloster, Vrejlev Kloster 3, 9760 Vrå.
Dørene åbnes søndag 11. juni fra klokken 10-16 til en dag med ægte markedsstemning, hvor gæsterne kan komme og opleve en lang række boder med bl.a. husflid, kunsthåndværk, samt et fødevaremarked baseret på landsdelens fantastiske fødevarer - og naturligvis er en af boderne fra Ingstrup Mejeri, der laver ost og smør af mælken fra køerne på Vrejlev Kloster.
Sulten kan stilles med en let anretning serveret i hovedbygningens spisestue og riddersal, og den gode stemning underbygges med Schwåmpi’s Venner, der spiller gårdspladsen op, mens der vil være forskellige aktiviteter for børnene i klosterhaven.
I forbindelse med Klostermarkedet arrangerer menighedsrådet rundvisninger i Vrejlev Kirke, hvor der også holdes gudstjeneste klokken 10.30.
Se mere om Vrejlev Kloster på www.vrejlev-kloster.dk HH