1.000 ladestandere i Nordjylland - det svarer til en 11-dobling af det antal, som operatøren Clever har i øjeblikket. PR-foto: Clever
Livet her

Kæmpe boost til el-biler: 1000 nye ladestandere i Nordjylland

Clever vil sørge for væsentlig forbedring af ladenetværk

28. oktober 2020 kl. 12:42

Artiklen er nederst opdateret med information fra Clever om fordelingen af ladestationerne i Nordjylland.

NORDJYLLAND: Meget tyder på, at det snart bliver væsentligt lettere at være el-bilejer. Vejen til strøm bliver i mange tilfælde i hvert fald kortere, hvis selskabet Clever lykkes med den ambition, som man netop har meldt ud: Indenfor fem år skal antallet af ladestandere mangedobles.

I øjeblikket har ladeoperatøren Clever kun 90 ladepunkter fordelt ud over Nordjylland, men fra 2025 skal der gerne være 1.000 ladepunkter med offentlig adgang.

- Bilen er et vigtigt transportmiddel for mange nordjyder, der er afhængige af den i hverdagen. Derfor er det vigtigt for os med denne udmelding at sige til nordjyderne, at de trygt kan skifte til elbilen, for vi og andre aktører på markedet skal nok sikre, at den åbne offentlige ladeinfrastruktur er klar til at tage imod de nye elbiler, siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller, i en pressemeddelelse.

Udmeldingen skal ses i lyset af, at der i øjeblikket er gang i de politiske forhandlinger på Christiansborg om fremtiden for elbiler i Danmark. Her har der været bekymring i forhold til, om ladeinfrastrukturen ville være klar til de mange elbiler, man forventer på vejene de kommende år.

- Vi kommer også med meldingen for at forsikre politikerne om, at markedet nok skal trække sin del af læsset. Hvis man fra politisk side fokuserer på at gøre prisen på elbiler og opladning så attraktiv og lav, som muligt, så skal markedet nok sørge for infrastrukturen – også uden for de større byer. Vi kommer til at dække en stor del af behovet i Nordjylland de kommende år med vores planer, siger Casper Kirketerp-Møller.

- Hjemmeopladning vigtigt i Nordjylland

Trods de mange nye offentlige ladepunkter, så anses de stadigvæk kun som et supplement. Hjemmeopladningen er nemlig - ifølge Clever - stadig rygraden i ladenetværket.

- De offentlige ladepunkter er vigtige, men rygraden i omstillingen til elbiler er hjemmeopladning med egen ladeboks – især i Nordjylland, hvor mange bor i hus med mulighed for at installere en ladeboks i boligen. En ladeboks på hjemmeadressen giver mulighed for at lade bilen om natten, når man sover. Det er her, hvor der ofte er et overskud af vedvarende energi i elnettet og strømmen er billigere, og det betyder, at hjemmeopladning kommer os alle til gode, siger Casper Kirketerp-Møller.

NORDJYSKE har spurgt Clever, hvordan fordelingen af de 1.000 ladestandere bliver i Nordjylland. I den forbindelse oplyserfirmaet følgende:

"Clever forventer, at omkring 2/3 af de planlagte ladepunkter bliver placeret i Aalborg Kommune, hvor behovet for offentlige ladepunkter er størst, fordi flere bor i etageejendomme sammenlignet med andre kommuner, hvor det er nemmere at opsætte ladebokse ved hjemmet. De resterende vil blive fordelt ud over de øvrige kommuner i regionen".

På landsplan vil Clever sørge for 10.000 ladepunkter inden udgangen af 2025.

Om Clever

Clever har i dag opsat omkring 90 ladepunkter i Region Nordjylland. Virksomheden har en ambition om at etablere 1.000 nye, offentlige ladestandere i Nordjylland inden udgangen af 2025.

Clevers investering i nye ladepunkter i Nordjylland vil både føre til nye lynladepunkter, normalladepunkter og hurtigladepunkter i regionen. Normal- og hurtigopladning går op til 50 kW, mens lynopladning i dag går op til 350 kW.

Clever er en af Danmarks største ladeoperatører. Clever er ejet af de andelsejede energi- og fibernetkoncerner Andel (94,9 procent) og NRGi (5,1 procent).

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu