Billede beskrivelse

Julekurve går til trængte familier i yderdistrikter

28. november 2017 kl. 11.07

Når Aalborg Citykirke og foreningen Charity for sjette år i træk deler julekurve ud til trængte familier, vil en større andel gå til yderdistrikterne i Nordjylland.

- Der bor en del økonomisk trængte familier i yderkommunerne, som ligger langt væk fra de større danske byer, og det gælder også i Nordjylland. For nogle familier kan det være uoverkommeligt at skulle rejse helt til Aalborg efter en julekurv, fordi ressourcerne eller helbredet ikke er til det. Derfor er vi begyndt at køre ud med julekurve i hele Nordjylland - fra Hals til Thy og fra Skagen til Hobro, fortæller Dan S. Jacobi, som er præst i Aalborg Citykirke.

Han forklarer videre, at det bestemt ikke er på grund af "storbysnobberi", at julehjælpen oftest går til familier i og omkring de større danske byer. Det er nærmere, fordi julehjælpsorganisationerne som regel har adresse i de større byer og ikke har ressourcerne til at køre ud i oplandet, selvom viljen er til det.

Derfor har Aalborg Citykirke og Charity samlet et team af frivillige "chauffører", som kommer til at køre Nordjylland tyndt i dagene op til jul. Omkring 30 % af de 700 julekurve, der uddeles i år, bliver bragt ud til familier i yderdistrikterne, og de bliver leveret lige til døren til dem, som ikke selv magter at afhente kurven i Aalborg.

- At vi holder til i Aalborg, skal ikke være en hindring, og vi vil gerne opfordre økonomiske trængte familier i hele Nordjylland til at ansøge. Der er stadig julekurve at få, siger Dan S. Jacobi.

Kurvene består af alt det, som man skal bruge for at holde en god, dansk julemiddag såsom flæskesteg, lys, drikkevarer, julegodter m.m.

De øvrige julekurve uddeles ved to storstilede og festlige julearrangementer i Østre Allé-hallen 17. december, hvor der vil være musik, underholdning, trylleshow for børnene og julegodter til alle.

Man kan ansøge om en julekurv fra Aalborg Citykirke og Charity på www.julekurv.nu.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste