Julekål - værsgo’ og spis
Bjarne Sørensen - også kendt som Bamme - serverede fredag eftermiddag julekål til kunderne i Føtex Hjørring.
Føtex inviterede kunderne på en stribe smagsoplevelser på indkøbsturen - og en af dem var altså julekål fra Harken.
Bamme er stifter og ejer af Vendsyssel Grønlangkål, og så er han gammel Hjørring-dreng, der kender rigtig mange i by og omegn. Det blev da også til en del hyggelige og muntre snakke hen over julekålen.
Varehuschef Morten Kjær var glad for kål-mesterens tilsagn. Han tilføjer, at det lokale firmas kål ligger i frysedisken hos Føtex. Og når varehuset sender julemad ud af huset, er det også den vendsysselske grønlangkål fra Harken, der havner på kundernes tallerkner.
Bamme står for tilberedning af kål, når der er julefrokoster på den hjemlige matrikel. Og det var selvfølgelig hans opskrift, der blev benyttet til den kål, der blev serveret fredag i Føtex.
Og den følger her:
- Jeg putter margarine - 20-30 gram - til seks boller i en gryde, så giver jeg det en kvart liter piskefløde til at starte med - og noget salt. Og så lader jeg dem simre i et par timer ved svagt blus. Når de bliver lidt tørre spæder jeg piskefløde til. De er jo økologiske, men man kan ikke sige, at de er frygtelig sunde, smiler Bamme med et glimt i øjet.
Kanel-sukker hører ifølge den lokale kål-mester ikke hjemme på toppen af julekålene.
- De skal have en lille smule salt, men ellers skal de smage af kål, siger han.
Bjarne Sørensen har lavet julekål i 33 år i virksomheden.
- Så det er ikke nyt for mig, smiler han.
Siden uge 32 har der var gang i produktionen af julekål, og om cirka tre uger er det slut.
- Så har vi lavet godt og vel et par hundrede tons. Det er da noget af en klat, tilføjer han.
Sidste år blev kålene fra Harken i øvrigt økologiske - og det er markeret med øko-stemplet på pakkerne.