Istiden har indfundet sig i Tversted
Jette Bundesen har det kølige overblik i Det Grå Ishus
TVERSTED: Når det Grå Ishus i Tversted åbner er det helt sikkert et forårstegn. Det skete i lørdags, hvor Jette Bundesen slog ekspeditionslugerne op til ishuset med den originale Tversted guf siden 1975. Jette Bundesen er kendt af de fleste fra Det Blå Ishus, som hun har haft 1993. Ishuset overtog hun efter sin mor, der skabte den berømte Tversted guf.
- Opskriften til guffen er hemmelig. Den giver jeg ikke til andre, og det er kun mig der ved, hvordan guffen skal laves. Ingen kan aflure opskriften, for den er kun i min hukommelse. Den findes hverken på papir eller i elektronisk form, fortæller Jette Bundesen.
Sideløbende med det Blå Ishus har hun også haft det Grå Ishus de sidste tre år, men det er en for stor arbejdsbyrde med to ishuse med lange åbningstider. Derfor har Jette valgt at koncentrere sig om det Grå Ishus, hvor der også er mere plads med bedre arbejdsforhold. Den større plads betyder, at det Grå Ishus, foruden de sprøde vafler med gammeldags is og den originale guf, kan tilbyde flere isvarianter som softice samt belgiske vafler, milkshake, varme popcorn, franske hotdog og diverse varme og kolde drikke.
Selvom det var koldt og diset på åbningsdagen i lørdags var der mange, som lige skulle smage årets første is ved det Grå Ishus med den originale guf. Om søndagen var vejret betydeligt bedre. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og selvom der var en kølig blæst, blev køen hurtigt så lang, at Jette Bundesen måtte åbne begge ekspeditionsluger.
Det Grå Ishus har åbent hver dag fra middag til solnedgang til og med søndag 20. oktober.