Ingstrup Bogby klar med mange bøger
De karakteristiske hvide bogvogne og bænke er nu på gaden igen i Ingstrup. Man kan ligeledes glæde sig over de mange ”Ord på huse” eller skilte med kloge ord, når man går tur i den hyggelige landsby.
- I den seneste tid er vognene blevet efterset og repareret og bøger fundet frem og prissat. En formiddag hjalp en god håndfuld frivillige så med at få vognene kørt ud og fyldt op. Mon ikke både turister og fastboende vil få glæde af de mange bøger i denne tid, hvor så megen anden underholdning er lukket ned, udtaler formanden for Ingstrup Bogby Inger Dueholm.
Bogbrugsen holder lukket i disse uger, men det er dog muligt at ringe til formanden og aftale et individuelt besøg.
- Brochurer om Bogbrugsen omdeles på egnens turistkontorer og campingpladser, og vi håber, at mange får lyst til at aflægge Bogbrugsen et besøg i løbet af sommeren, hvor der holdes åbent i butik og café fire dage om ugen, slutter Inger Dueholm.