Indvielsesfest i Tårs
Der er ingen smalle steder i Bredgade, siges det ofte, men det passer ikke helt i Tårs.
I forbindelse med separatkloakering af byens hovedgade har Hjørring Kommune nemlig ikke bare forskønnet Bredgade - man har også indsnævret den, så der ikke længere køres så hurtigt.
Hovedgaden har været åben i flere måneder efter omfattende vejarbejde - der også har sendt flere af byens handlende på ufrivillig smalkost - men først torsdag eftermiddag var der officiel indvielse, da man samtidig ville markere, at byen også har fået et nyt mødested med parkourbane. Ved arrangementet, hvor folk i alle aldre mødte talstærkt op, var der parkour-optræden ved House of Concrete i Aalborg, mens det musikalske indslag blev leveret af The Competition, som er kendt fra X-factor.
Der blev rundet af med mad og drikke til de fremmødte, og undervejs testede især det yngre segment den nye, udfordrende bane.