I Fitforkids kan børn blive sundere, gladere og få mere energi
- For os i Fitforkids handler det om at give børn med forskellige udfordringer en glæde og lyst til at være aktive. Børn, der ikke er med i almindelige sportsklubber, men som hos os finder et tilbud, som passer til dem.
Det fortæller instruktør Eva Lykke Nielsen, der er med i det nyopstartede Fitforkids i Hjørring.
Motionstilbuddet findes nu i cirka 40 kommuner og i flere lande og er helt gratis.
- Det er et nyt tilbud for alle børnefamilier med børn i alderen 7-15 år, som har lyst til at blive sundere, mere aktive, få mere energi og blive en del af et sjovt og støttende fællesskab, forklarer Eva Lykke Nielsen.
Der er både træning en dag om ugen for børn og en dag om ugen, hvor børn og voksne træner sammen.
- I Fitforkids Hjørring træner børnene onsdag kl. 16.30 - 17.30, mens det om lørdagen fra kl. 10.00-11.30 er for både børn og voksne. Træningen foregår i gymnastiksalen på Muldbjergskolen, forklarer hun.
Eva Lykke Nielsen og hendes to instruktørkolleger har plads til alle de børn, der har lyst til at være med.
- Hos os skal børnene opleve, at det er sjovt at være aktiv. Vi leger meget og dyrker også styrketræning og har udspænding. Samtidig vil vi gerne have de voksne til også at dyrke motion, så hele familien bliver mere aktiv, forklarer Eva Lykke Nielsen.
Du kan tilmelde din familie gennem hjemmesiden https://www.fitforkids.dk/tilmelding.