Hvad sker der med os
Hjerteforeningen Hjørring inviterer til et spændende foredrag med efterfølgende middag onsdag 3. maj klokken 17 i Forsamlingsbygningen i Østergade i Hjørring.
Det kommer til at handle om de psykologiske aspekter ved hjerte-kar-sygdom, men det kunne også være ved mange andre sygdomme: Hvad sker der med os, når vi rammes af alvorlig sygdom som patient og pårørende.
Typiske reaktioner er blandt andet, at man bliver ked af det, bange, forvirret, rastløs, irritabel og ukoncentreret - og det er slet ikke ualmindeligt, at reaktionen kommer forsinket: Længe efter, at sygdommen har ramt og hvor hverdagens almindelige krav og udfordringer atter har meldt sig.
Psykolog Anne Mose fra Hjerteforeningens Rådgivning fortæller, og der er naturligvis afsat tid til kommentarer, debat og spørgsmål.
Deltagerne vil i foredraget få ny viden om psykologi og hjerte-kar-sygdom, herunder om stress, angst og depression. Der vil også være information om, hvor man kan finde hjælp - og ikke mindst redskaber til at hjælpe sig selv.
Et oplæg, hvor der er plads til både alvor og humor for eksempel, når det gælder kommunikationen i ægteskaber, hvor den ene pludselig har fået rollen som "patient" og den anden som "pårørende".
Tilmelding senest 28. april af hensyn til kokken på mail: hjoerring@hjerteforeningen.dk