Livet her

Højene Enge: Andelsboliger tæt på idræt, natur, butikker og institutioner

Der opføres 15 enheder i to størrelser - første aftaler allerede indgået

19. august 2019 kl. 09:46

HØJENE: I Højene Enge opføres nu andelsboligforeningen ”Enghusene”.

Der opføres 15 enheder, fordelt på to størrelser - ni enheder på 110m2 (sammenbygget) og seks enheder på 135m2 (fritliggende).

”Enghusene” etableres centralt i Højene Enge - tæt på Hjørring Bjerge, Højene Skov, Højene Skole, børnehaven Ferdinand, Skibsby-Højene Idrætsforening, Højene Bageri og Netto. Fra Højene Enge er der kun 2,5 km til centrum af Hjørring.

Enhederne etableres således, at alle har optimale forhold til sol og privatliv men samtidig aldrig langt væk fra naboen. Hver enhed har ”egen have” med solvendte terrasser – haverne omkranses af hække ligesom det samlede andelsboligområde. ”Enghusene” bliver sit helt eget område i Højene Enge.

Højene Enge er et helt nyt boligområde. Her etableres 35 parcelhusgrunde, andelsboligforening med 15 enheder, og et vejforløb med regnbede og allé-træer. Alt bindes sammen af et tæt forgrenet stisystem, som giver mulighed for helt at undgå trafik på vejen mod indkøb, skole og idrætsliv.

Home Hjørring står for salget.

- Vores team er helt klar til opgaven, og vi har allerede nu aftaler med fem købere, inden vi har annonceret ”Enghusene”. Vi forventer stor interesse fra potentielle købere. Mange ønsker at bo i Højene, og udvalget af andelsboliger er stærkt begrænset i Hjørring - så det, at Højene Enge nu opfører en helt ny andelsboligforening, er super vigtigt for os, understreger indehaver af Home, Jesper Carlsson. Andelsboligerne forventes klar til indflytning i sommeren 2020.

Annonceret indhold

Nyeste