Høje priser på tunfisk på Fiskeauktion Nord
Torsdag morgen kl. 07.00 startede Auktionsmester Karsten Brovn Pedersen som sædvanlig morgenens fiskeauktion ved at slå på klokken. Straks forstummede samtalerne mellem fiskeopkøberne, nu skulle der bydes. Der var de sædvanlige fiskearter, dog var der rigtig mange jomfruhummere. Inklusive opkøberne var ca. 50 interesserede mødt op, samt en del pressefolk. Auktionen kunne nemlig udbyde et par usædvanlige fisk på vores breddegrader.
Det var et par flotte tunfisk på hhv. 221 og 175 kg. De blev solgt for henholdsvis 152 kroner og 150 kroner pr. kilo.
Det betyder, at fisken på 221 kilo gik for 33.592 kroner, mens den på 175 kilo blev solgt for 26.250 kr.
Det er kun godt 20 dage siden at en tun på 204 kilo blev solgt på Hanstholm Fiskeauktion. Her var prisen helt oppe omkring 125.000 kroner. Det svarer til en kilopris på 610 kroner. Den høje pris skyldes formentlig, at det var den første tunfisk i mange år fanget i vore farvande. Så en restaurant kunne lave et reklamestunt ud af handelen.
Det var en svensk trawler, der havde fanget de to tunfisk, men der hersker en del usikkerhed om, hvorvidt fangsten var lovlig. Indtil myndighederne har afgjort dette, deponeres pengene fra salget hos Fiskeauktion Nord.
Det er sjældent, der dukker tun op i Nordsøen. Men vandtemperaturerne stiger lige så langsomt, og det kan måske være en af forklaringerne på, at de pludselig er dukket op.