Høj nuttetheds-faktor: Her kan dit barn klappe et nyfødt påskelam
Påsken nærmer sig og lørdag 9. april kan både børn og voksne få lov til at klappe et af de mange nyfødte påskelam på Landbrugsmuseet i Mosbjerg.
Det oplyser naturvejleder Jakob Kofoed, Vensyssel Historiske Museum.
- Lige nu har mange af de fine klitfår læmmet, så der er mulighed for at se lammene, når de lystigt hopper over græstuerne, og når de diger hos fårene. For slet ikke at tale om den oplevelse det er, at få lov til at klappe et lam og mærke den bløde pels, lyder det.
Der vil også være mulighed for at opleve hvordan en professionel fåreklipper arbejder. Det er Casper Ledet som vil demonstrere hvordan man klipper med håndsaks og med maskine.
Du kan endvidere få uld med hjem til hobbybrug, og der vil blive mulighed for smagsprøver af lammekød ved bålet.
Naturvejleder Jakob Kofoed vil guide de besøgende rundt og fortælle om alle husdyrene på museet.
Aktiviteterne er fra klokken 13 - 16, og alle, store som små, er velkommen. Det er gratis for børn. Voksne 60 kr.
Der vil også være rig lejlighed til at nyde den medbragte eftermiddagskaffe i den skønne natur.