Livet her

Ho ho ho: Ny julesang fra Slåbrock Trio

”Ho ho ho” oser af jul, men der er kraftig satire i den brune sovs

18. november 2020 kl. 10:36
Slåbrock Trio med Ole Albrechtsen, Kjeld Torbjørn og Torkild Mørch Albrechtsen. Foto: Finn Folsted
Inger Ekmann fra Uggerby har lavet cover-illustration til ”Ho ho ho”.

HJØRRING: Kan man ikke spille ude, så må man spille hjemme. Og det har Slåbrock Trio - med basis i Hirtshals og Vrå - så gjort. Og er for første gang i 46 års Slåbrock-historie nået frem til at skrive og producere en julesang. Den hedder ”Ho ho ho”.

- Sangen er et samarbejde mellem Ole Albrechtsen og mig selv, fortæller Kjeld Torbjørn - Slåbrock-chef gennem alle årene.

- Vi kunne ikke som en anden Frank Jensen eller Morten Østergård sidde med hænderne i skødet - hverken vores eget eller andres. Og så gik vi gang. Men jeg må tilstå, at sangen måske ikke rummer den totale og noget opreklamerede hygge-stemning - derimod måske en række andre billeder, der kan vække genkendelsens glæder eller irritation omkring højtiden.

- Jeg tænker også, at vores publikum ville blive skuffet over en ganske almindelig julesang om granduft og flettede hjerter?

Slåbrock Trio, der foruden de to ovennævnte består af Torkild Mørch Albrechtsen, har indkaldt forstærkning til indspilningen, der også i julens sande ånd omfatter såvel kanebjælder som klokkespil. Det er Mads Dybdal Andersen på trommer og Michael Andersen på bas - som begge altid er med, når trioen udvides til band ved særlige lejligheder. Desuden medvirker den nordjyske, men nu i Vejle bosatte sanger og musiker Søren Krogh med et par afgørende effekter.

Sangen kan allerede nu høres via radiostationer rundt om i landet - den officielle udgivelsesdag er 24. november, hvor sangen kan høres og hentes via Spotify og andre tjenester.

- Desværre har vi jo måtte flytte eller aflyse vores koncerter her i efteråret, fortæller Kjeld Torbjørn.

- Forhåbentlig kan vi komme rundt og spille næste år - men sikkert er det nok langtfra. Og allermest vigtigt er det jo, at pandemien får en ende. Så vi må som alle andre rette os efter de restriktioner, som politikere og eksperter udstikker.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu