Hjørringpiger på vulkaner: De tog Island med storm
Nordjysk Pigekor tog turen fra Hjørring til Island og imponerede både islændinge og turister
HJØRRING: Efter der først var banket hul igennem den islandske mentalitet, tog Nordjysk Pigekor Island med storm.
Koret skulle have været på Island sidste år, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af meget strikse indrejserestriktioner i forbindelse med coronavirus. Rejsen blev derfor udskudt til april, og den store flok sangglade piger fra Hjørring er nu vendt hjem med succes i bagagen.
- Det var en stor opgave at planlægge koncerterne på Island, for islændingene har god tid og svarer sjældent hurtigt, når man skriver eller ringer, siger formand for Nordjysk Pigekor, Tina Gaarden Gertsen.
Det lykkedes dog med hjælp fra den danske ambassade på Island og med hjælp fra Musikkens Hus, som er korets samarbejdspartner, at finde de rette kontaktpersoner på Island – og komme i kontakt med dem.
Således gav koret koncert i både Kópavogur Kirke, Frikirken i Reykjavik, Domkirken i Reykjavik, Lava Centre i Hvolsvöllur og ikke mindst det storslåede Harpa Concert Hall and Conference Centre i Reykjavik.
- Koret har dermed sunget mange koncerter i løbet af én uge, og det er tydeligt, at korets præstation er blevet forbedret for hver gang. Det giver rigtig meget musikalsk at have et så intenst forløb, som sådan en rejse er, siger dirigent for Nordjysk Pigekor, Christina Kjærulff.
Hun fortæller, at koret blev taget rigtig godt imod på Island og har fået mange rosende ord med på vejen.
Koret har optrådt for både børn, unge og voksne islændinge, repræsentanter fra den danske ambassade på Island og udenlandske turister på Island.
- Der var eksempelvis et amerikansk par, som hørte pigerne synge ”Fred hviler over land og by” som en lille spontan optræden, da vi var ude at bade i en varm kilde kaldet Seecret Lagoon, og de blev så begejstrede, at de opsøgte en af vores koncerter inde i Reykjavik, siger Christina Kjærulff.
Ved koncerterne blev der sunget på dansk, engelsk og sågar også islandsk, som koret har øvet sig en del på, og alt i alt er både pigerne, dirigent og bestyrelse enige om, at det har været fantastisk tur - både musikalsk, socialt og oplevelsesmæssigt.