Hjørring rykkede ud i gaden
Se billeder fra Open by Night i Hjørring her
Under mottoet "Hjørring Rykker" blev Open by Night afviklet i Hjørrings midtby fredag aften.
Og både børn og voksne rykkede i stort tal ud i byens gader og ind i butikkerne, der fristede med gode tilbud.
Stemningen var afslappet, og både store og små deltagere hyggede sig i hinandens selskab og tog sig god tid til at slentre gennem byen og suge til sig af indtryk.
I Strømgade blev byens gæster involveret i gadeteater. Aktørerne agerede seje bodyguards, der overbevisende eskorterede intetanende mænd og kvinder gennem gaden. I Østergade rykkede børnene igennem med trommestikker og murerbaljer, og i Brinck Seidelinsgade sørgede Falck for at rykke byens besøgende væk fra gadeniveau og højt op over Hjørrings tage med lift.
Kandidater til kommunalvalget forsøgte at rykke ved politiske ståsteder, og glade dansere fra Art of Dance fik publikums smil gjort et ryk bredere, mens musikere rykkede igennem med kræs til øregangene på byens scener.
Og medarbejderne i butikkerne - ja de rykkede også igennem for at servicere købelystne kunder.