Hjørring forbedrer erhvervsvenligheden mener virksomhederne
I Hjørring Kommune er der fremgang at spore, når det kommer til lokal erhvervsvenlighed. Samlet set går kommunen ni pladser frem i Dansk Industris årlige undersøgelse til en placering som nr. 37. Det er særligt kategorierne uddannelse og digitale rammer, der driver fremgangen sammen med den overordnede erhvervsvenlighed. I modsat retning trækker kategorierne grøn udvikling samt infrastruktur og transport.
- Hjørring Kommune belønnes endelig for den omfattende satsning på unge og uddannelse gennem Ungegarantien. Hundredvis af lokale virksomheder er partnere i ordningen, og vi vil formentlig først se effekterne af indsatsen i de kommende år, fortæller Richard Fynbo, der formand for DI Vendsyssel.
- I en kommune med udsigt til faldende befolkningstal er det endnu vigtigere at adressere fremtidens arbejdskraftbehov gennem uddannelse. Halvdelen af virksomhederne i årets undersøgelse angiver, at kommunen skal fokusere på arbejdskraft som et af de vigtigste emner, men hvor kommunen historisk har scoret højt på kategorien, vidner årets resultat midt i feltet om, at situationen er vanskelig for virksomhederne, siger DI-formand Richard Fynbo.
Virksomhederne er generelt tilfredse med kommunerne i Vendsyssel, som alle tre oplever fremgang i den årlige undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed hos kommunerne, som DI netop har udgivet. Samlet set er placeringerne de bedste nogensinde i regionen, hvor Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev kommuner for første gang nogensinde er i top-40 samtidig.
FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2022
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 13. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
7.915 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.
Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.