Billede beskrivelse

Hjemmetest i juleferien: Skoleelever har fået tre selvtest med hjem i skoletasken

Selvtest er et nyt tilbud til børn, der ikke er vaccinerede eller har været smittet tidligere

15. december 2021 kl. 16.02
Opdateret kl. 16.17

HJØRRING: Da børnene på skolerne i Hjørring Kommune tirsdag var samlet på skolen for sidste gang i år, fik en del af dem en særlig ting med hjem til jul: Et kit med tre coronatest, som de kan bruge hjemme i juleferien.

- Vi er blevet gjort bekendt med, at vi har fået den mulighed fra sundhedsmyndighederne, og det har vi valgt at tilbyde forældrene. Det gælder alle skolerne, og det er et supplement til de test, de kender og som foregår på skolen, fortæller Kari Rune Jakobsen, der er skole- og dagtilbudschef i Hjørring Kommune.

I Hjørring Kommune nåede man altså at sende testene med børnene hjem.

- Vi vidste, at det ville komme, så vi kunne nå det, inden de blev hjemsendt. Vi satte lidt turbo på, fortæller Kari Rune Jakobsen.

Der er tale om test, der skal foretages i næsen. De er målrettet børn, der ikke er vaccinerede eller tidligere har været smittede.

Tirsdag aften sendte børne- og undervisningsministeriet en meddelelse ud om det:

- For at bekæmpe epidemien og understøtte en tryg opstart efter nytår vil elever og medarbejdere på folkeskoler og fri- og privatskoler, der ikke er vaccinerede eller tidligere smittede, mange steder få mulighed for at få selvtestkits med hjem til juleferien. Medarbejdere i dagtilbud mv., der ikke er vaccinerede eller tidligere smittede, vil også løbende blive omfattet af ordningen, skriver de.

I målgruppen af børn, som ikke er vaccinerede eller tidligere smittede, er der et stort antal børn, som hidtil ikke har været gamle nok til at blive vaccinerede.

De har altså nu mulighed for at teste sig selv tre gange i juleferien.

- Så har de mulighed for at prøve det af på en god måde, mens de er hjemme på ferie, og de kan møde nystestede ind, når de kommer ind efter ferien, fortæller Kari Rune Jakobsen.

Hun oplever, at forældrene tager godt imod det nye tiltag.

- Det, jeg har hørt indtil nu, er, at der er en del forældre, der tager imod det, siger hun.

Slipper for kø

Selvtesten er lige så valid som de øvrige kviktest, som også er dem, der bliver brugt på skolerne. Og nu håber man i Hjørring Kommune, at de nye selvtest kan være med til at gøre en forskel.

- Vi håber, at de familier, der tager imod det, synes det er et godt tilbud og bliver glade for det. Så kan man som barn blive testet hjemme og skal ikke stå i en kø oppe på skolen, siger Kari Rune Jakobsen.

Der er ikke en fast anbefaling eller procedure for, hvornår i juleferien, børnene skal testes. Men hvordan det skal gøres er der information med om.

- Der er i hver enkelt test en vejledning fra producenten med billede og tekst, fortæller Kari Rune Jakobsen.

Børnene skal møde ind på deres skoler igen 5. januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste