Hirtshals Havn får ja til fire vindmøller
Det var sådan set afgjort på forhånd, at der skal sættes store vindmøller op på arealudvidelsen på Hirtshals.
Hjørring Byråd skulle onsdag primært tage stilling til antallet, nemlig tre eller fire møller, og her blev beslutningen, at der laves plangrundlag for fire 150 meter høje vindmøller.
Mølleplanen har været en rigtig sejtrækker og hen ved ved tre år forsinket. Det skyldes blandt andet, at Forsvaret nedlagde veto mod mølleplanerne, fordi møllerne vurderes at skærme for en radar ved Engbjerg, som overvåger skibstrafikken.
Sagsbehandlingen i Forsvarets Ejendomsstyrelse har taget for lang tid, konstaterede borgmesteren, der er næstformand i havnens bestyrelse:
- Det er faktisk uforskammet, at Staten bruger så lang tid for at behandle så vigtig en sag, sagde Arne Boelt (S).
Enden på forhandlinger med styrelsen blev, at dem, der sætter møllerne op, også skal opsætte en supplerende radar på havnen.
Formand for teknik og miljøudvalget, Søren Smalbro (V) glædede sig over, at der i denne sag stort set ikke har været indsigelser fra borgere i Hirtshals By. Indsigelserne er primært kommet fra sommerhusejere ved Kjul, som er trætte af den kommende udsigt til møllerne.
Det kunne ikke stoppe planerne, som også er en vigtig forudsætning for økonomien i Hirtshals Havn, fastslog tidligere medlem af havnens bestyrelse Mogens Bjerre (S).
- Møllerne er afgørende for, at arealudvidelsen på havnen er finansieret. Derfor skal alle fire møller op, sagde Mogens Bjerre.