Hirtshals: En helt særlig dag for syriske vælgere
Det er en festdag hos parret Loukman og Jihan i deres lejlighed i Hirtshals.
De viser med stolthed valgkortene frem og er på vej for at stemme for første gang ved et dansk valg.
- Det er en rigtig god dag. Det betyder meget for, at vi kan føle os som en del af det danske samfund, siger Loukman Hassan på valgdagen sidste tirsdag.
Familien, der også tæller tre børn og deres bedstemor, kom til Danmark for fem år siden. Det er gået dem godt. Loukman, der er uddannet sygeplejerske, arbejder som kok på en restaurant og underviser i arabisk på FOF. Jihan er ved at tage 9. og 10. klasse på VUC. De taler alle rigtig godt dansk.
Jihan og parrets tre børn kom til landet som de første og boede i et halvt år i Sandholmlejren. Herefter fulgte Loukman og hans mor efter via familiesammenføring.
- Da vi fik at vide, at vi skulle til Hirtshals, græd jeg. Det virkede så langt væk. Men vi er faldet godt til og har fået mange venner, fortæller Jihan Ahmad.
Valget er noget helt andet
Et kommunalvalg i Danmark og Syrien er ikke overraskende to vidt forskellige ting.
- Valget er meget anderledes end i Syrien. Det er kun på papiret, at der er demokrati i vores land. Regimet og staten bestemmer, fastslår Loukman.
Derfor er det også svært at motivere de syriske flygtninge til at deltage i valget, men Loukman har forsøgt at forklare sine landsmænd, at det er vigtigt at sætte sig ind i det danske demokrati, og at vi her rent faktisk har indflydelse og ytringsfrihed.
- Der er 10 andre familier her i Hirtshals, og de har lovet at tage ned og stemme, fortæller Loukman.
Han er også gået ret grundigt til værks med at sætte sig ind i, hvad partierne står for, og hvad der kan gøre en forskel i hans eget liv.
- Jeg har sendt dem spørgsmål om forhold om børn, ældre og integration, og jeg har også fået svar. Det er de vigtigste emner, der berører mit liv, siger Loukman.
Valgdeltagelse på 33 procent
Familien satser på at blive i Danmark, ikke mindst af hensyn til deres børn, der er godt i gang med skole og uddannelse.
- Hvis det fortsætter, som det gør nu, vil vi gerne blive her i landet. Jeg håber at komme til at arbejde som sygeplejerske, som jeg er uddannet til, siger Loukman.
Ifølge næstformand i Hjørring Kommunes integrationsråd, Mehrsad Sadjadi, der stammer fra Iran, er der 1100 udenlandske borgere i Hjørring Kommune, der havde stemmeret ved gårsdagens valg. Ved valget for fire år siden var valgdeltagelsen blandt de udenlandske borgere 33 procent.
- Mange har rigtig svært ved at sætte sig ind i og overskue det danske system. Vi har denne gang haft 20 ambassadører fra forskellige kulturer, som hver især har forklaret deres landsmænd om det danske demokrati. Vi håber, at det har betydet noget for valgdeltagelsen, fortæller Mehrsad Sadjadi.