Havnen åbnes for menigmand
Vestenvindens leg med pandelokkerne, smagen af salt fra havet på overlæben og en udsigt mod fjerne horisonter - eventuelt krydret med lidt færgetrafik.
Kombiner det med de vuggende fiskebåde og et stjerneskud i en af Vesthavnens spisesteder; og læg dertil arrangementer som Hirtshals Fiskefestival og Musik under Trappen.
Så har man nogle af forklaringerne på, hvorfor så mange søger mod havneområdet i Hirtshals.
Og selv om Hirtshals Havn er en erhvervshavn, så er man i fuld gang med at opgradere forholdene for turister og lokale borgere, som gerne vil nyde den særlige havnestemning.
- Vi oplever at flere og flere besøger Vesthavnen. Vi vil gerne være med til at skabe bedre forhold - og vi vil hellere have, at folk opholder sig her i stedet for på østhavnen, hvor det er mere usikkert at færdes på grund af trafikken, siger Peter Ydesen, der er teknisk chef ved Hirtshals havn.
Konkret har det udmøntet sig i en handicapvenlig promenade med tre udkigsposter i cortenstål, hvor man kan stå og nyde udsigten. Projektet har dog været ramt af en forsinkelse på en ladning solid azobe-træ, der skal udgøre gelænder og værn mod vejen, som fortsat skal løbe langs promenaden. Peter Ydesen regner med, at projektet bliver helt færdigt inden årsskiftet.
Men ikke nok med det. Næste år skal endnu et projekt se dagens lys i umiddelbar nærhed.
- Vi vil skabe en pænere og nemmere adgang ved Husmoderstranden, fortæller den tekniske chef.
Her skal der blandt andet anlægges brede betontrin, så man nemt kan få adgang til stranden fra havneområdet.
Havnen har i alt afsat et par millioner kroner til projekterne, der er udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet UBN ARK i Hjørring.