Havekreds så på haver - og mærkede historiens vingesus

04. august 2017 kl. 09.29
Opdateret kl. 09.53

Sindal og Omegns Havekreds sommerudflugt var i år en spændende kombination af besøg i smukke haver og historiens vingesus, da selskabet besøgte Hvidsten Kro. Udflugten startede allerede klokken 07.15, da Nilles Busser hentede de første gæster ved Bindslev Hotel. Derefter var der opsamling i Sindal, Tårs og Brønderslev, inden bussen kørte til det første havebesøg hos Marian og Karl Georg Kristensen i Hals. De fremviste deres spændende haveanlæg på 10.000 kvadratmeter, hvor der er 2,7 kilometer græskanter, der skal holdes. I haven er der mange hyggekroge med siddepladser samt en lille sø. Da Karl Georg Kristensen gerne vil være selvforsynende med kød, har han minigrise og skotsk højlandskvæg.

Efter besøget i Hals gik turen videre med "hurtigfærgen" over Limfjorden og videre ned langs østkysten til Kongelig Privilegeret Hvidsten Kro. En af landets ældste kroer, der blev bygget i 1634. Kroen har været i samme families eje siden 1884, og i dag er det 4. generation, der driver kroen. Middagsmaden var selvfølgelig kroens berømte æggekage med flæsk og purløg serveret med kroens egen grove sennep og rugbrød. Middagen blev afsluttet med isdessert med frugter.

Efter middagen fulgte en times bevægende og medrivende foredrag af tidligere historielærer Hans Nejsum om kroens og Hvidstengruppens betydning under og efter den anden verdenskrig.

Turen gik herefter videre til "Haven på Viveterp", hvor Maren og Søren Tang viste selskabet rundt i deres 20.000 kvadratmeter store have/park. En have med mange forskellige stauder og i særlig grad rhododendron. Inden udflugten gik hjemad, besøgte selskabet gartneriet Lillienlund i Terndrup. Gartneriet har en stor produktion af udplantningsplanter, og i år 2000 blev der tilbygget et havecenter med alt i planter, træer og buske samt et stort tilbehør til hus og have.

Efter en begivenhedsrig dag med inspiration til haven og ikke mindst et historisk besøg på Hvidsten Kro var bussen hjemme igen først på aftenen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste