Handelsskoleelever til DM i Hjørring
Hjørring-skolen var vært ved dette års store DM-stævne for 400 handelsskoleelever
06. oktober 2018 kl. 06.06
HJØRRING: EUC Nord var tirsdag og onsdag vært for DM i fodbold for landets handelsskoleelever.
Og værtsskolen stillede da også selv med et pige- og et drengehold i turneringen.
Pigerne nåede til i finalen, men måtte her se sig besejret af Kolding 2-0 efter en hård, fysisk krævende kamp. Hjørrings drenge-team nåede til finalen i b-slutspillet, hvor de blev besejret af Randers.
I pigerækken formåede Hjørring-teamet at skabe både drama og spænding på banen - blandt andet i et opgør mod holdet fra Thisted. De scorede, efter en usædvanlig tæt og hård kamp, det eneste af afgørende mål få minutter inden, dommeren fløjtede kampen af. Og hermed havde de fortsat mulighed for at nå slutspillet.
- Vi har vundet de tre første kampe overlegent og havde en målscore på 22-1 tirsdag - og i dag var der mere udfodring, sagde Annica Just Schreiber og Andrea Lefevre efter kampen mod Thisted.
- Og det er godt nok med noget modstand. De her kampe er sjovere og mere intense.
De var samtidig enige om, at stævnet var mere end fodbold med sejre og nederlag.
- Det er et socialt arrangement for alle skolens årgange. På den måde kommer man også lidt tættere på hinanden på tværs af årgangene. Vi hygger os sammen.
Begge går i 3. g., og Annica spiller i øvrigt fodbold i AaB og Andrea spiller, det hun selv betegner som hyggebold, i Skallerup i fritiden.
Godt for skolen
400 elever deltog i DM-stævnet, og de mange gæster ude fra har været indkvarteret på EUC Nord i klasselokalerne. EUC Nord havde lånt AIK Frems baner og klubhus, og frivillige i klubben havde opstillet et stort telt, hvor der blandt andet var indrettet bod.
- Vi har haft 20 overnattende hold og over 400 spisende tirsdag aften og onsdag morgen, fortalte stævneleder Jes Bastholm, der også var træner for Hjørring-holdene. Han underviser i virksomhedsøkonomi og afsætning på EUC Nord.
- Selvom man går på handelsskole, hvor der ikke er idræt, så har vi masser af sportsinteresserede elever. Og dem vil vi gerne skabe en ramme for med stævnet. Og vi oplever, at det giver et rigtig godt socialt liv på skolen på tværs af klasser og årgange, når 18 piger og 18 drenge spiller fodbold sammen.
- Det tilfører skolen noget godt.
60 drenge fra EUC Nord i Hjørring ville gerne med på DM-hold, og her var der udtagelse. Det samme var ikke tilfældet med pigerne fra Hjørring, hvor der havde meldt sig det antal spillere, der var brug for.
Tirsdag stod på regn og blæst og blev en kold omgang for de mange spillere. Og i pauserne trak spillerne over vejen til skolen for at få varmen igen. Onsdag stod den til gengæld på fuld sol og blå himmel.