Gratis koncert med Jeanette Ulrikkeholm
Hjørring Baptistkirke inviterer indenfor til gratis adventskoncert med Jeannet Ulrikkkeholm i Hjørring
HJØRRING: Hjørring Baptistkirke åbner dørene til adventskoncerten ”Den lille dame med den store stemme - en stjernestund med Jeannet Ulrikkeholm” torsdag 6. december klokken 19.
- Der er gratis entré, fortæller menighedens præst Torben Andersen.
Jeannet Ulrikkeholm synger smukke advents- og julesange og gamle danske vintersange. Hun akkompagnerer selv på guitar, guitarlut og cello og fortæller selv:
- Der gemmer sig ofte en spændende historie bag de smukke danske advents- og julesalmer. Om Julen har englelyd fortæller jeg fx, at den oprindelige gamle salme var en blanding af latin og dansk. Dette blandingssprog kunne man ikke bruge i protestantisk tid, hvorfor Grundtvig fordanskede – han brugte syv år på at skrive teksten om. Glade jul er en gendigtning af Stille Nacht. Da salmen skulle uropføres, var kirkens orgel i stykker, så man valgte at synge salmen til guitarakkompagnement. Om Barn Jesus i en krybbe lå er der at fortælle, at teksten oprindelig er et lille fragment af et større digt, H.C. Andersen skrev med henblik på at smigre Kong Frederik VI (han ville opnå at få et legat, så han kunne komme ud på en dannelsesrejse). Flere store komponister har skrevet melodier til digtet – bl.a. Robert Schumann.
Jeannet Ulrikkeholm er cand. mag. i fransk og italiensk og uddannet indvandrerlærer. Hun har i mange år undervist på danske universiteter, gymnasier, VUC, Studieskolen i København og Roskilde, på Folkeuniversitetet, i folkeskoler, i det private erhvervsliv, på sprogcentre og private sprogskoler. Hun skriver desuden bøger, både skønlitterære og lærebøger, og har udgivet to cd’er med gamle danske sange.
- Der venter alle en stor oplevelse og vi er glade for at kunne arrangere denne koncert med fri entré. Vi serverer en kop kaffe efter koncerten og der vil være mulighed for at give et frivilligt beløb undervejs, tilføjer Torben Andersen.