Giv dine minder videre
Vores allesammens erindringer er vigtige, fordi de er med til at fortælle historier om forskellighed. De viser nuancerne i historien, og de kaster lys over de enkelte liv.
- Vi samler på viden her hos os, og vi kan ikke leve uden de gode fortællinger. Det gælder både de fiktive, men selvfølgelig også de faktuelle. Derfor synes vi også, at det er oplagt at gå sammen med Historisk Arkiv om at indsamle lokale minder og erindringer. Vi vil gerne være med til at sikre det oplevede, forklarer bibliotekar Lars Simonsen fra Hjørring Bibliotekerne.
Historisk Arkiv opfordrer således borgerne i Hjørring Kommune, uanset alder og oprindelse, til at skrive deres egen historie som bidrag til forståelsen af både den lokale historie og Danmarks historie. I den anledning gæster personale fra netop Historisk Arkiv på Vendsyssel Historiske Museum Hjørring Bibliotek første gang lørdag 9. september fra kl. 11-13 og anden gang onsdag 13. september fra kl. 14-17. Her kan man komme og få en snak om, hvilke historier man selv ligger inde med, og man kan få mere viden om, hvordan man deler sine egne minder.
Man kan også besøge hjemmesiden www.givdetvidere2017.dk og læse mere om, hvorfor netop den enkeltes erindringer er vigtige. Her kan man tage del i arbejdet med at indsamle endnu ufortalt lokalhistorie og selv skrive og indsende sin egen historie. Man kan også læse, hvad andre allerede har delt.