Giftig cocktail rammer forening: Brusebadet kan ryge sig en tur
HJØRRING: Medlemmerne af Hjørring Styrkesport kan som regel mønstre muskler, der er større end gennemsnittet - men lige nu er man ved at blive tvunget i knæ af udefra kommende byrder.
I hvert fald, hvis man ikke hurtigt træffer beslutninger, der kan dæmpe omkostningerne i klubben.
- Efter corona-nedlukningerne har vi tabt omkring 20 procent af medlemmerne. Samtidig oplever vi, at eludgifterne nærmest er fordoblet, fortæller Claus Mørkbak Højrup, der er kasserer i foreningen.
Ifølge kasseren kigger klubben i år ind i et scenarie, hvor el-regningen måske kan runde 100.000 kroner.
Bestyrelsen understreger, at foreningen ikke er truet på livet - men omvendt har man netop indkaldt medlemmerne til møde for at finde ud af, hvad man skal gøre for ikke at blive det.
Der er flere håndtag at skrue på - bestyrelsen nævner eksempelvis:
* At skrue ned for varmen
* At skære på rengøringsniveauet
* At lukke ned for at kunne bade i omklædningsrummet
- Det er et oliefyr, der varmer vandet i bruseren - og gulvet i omklædningsrummet. Det koster 25.000 kroner at varme op om året, men mange kommer faktisk i forvejen i deres træningstøj og bader hjemme - så det er også en mulig besparelse, siger Claus Mørkbak Højrup.
Endelig nævnes også muligheden for at skrue op for markedsføringen på sociale medier i et forsøg på at få flere medlemmer - og en eventuel stigning i kontingentet.
Medlemmerne er nu inviteret til møder enten 7. eller 11. maj, hvor de kan komme med deres input, så bestyrelsen sparer de ”rigtige” steder.
- Det handler om at finde den rigtige balance. Det skal heller ikke bide sig selv i halen, så initiativerne medfører, at vi får færre medlemmer, siger kassereren.
I mange år har Hjørring Styrkesport ligget stabilt på et medlemstal omkring 180, men i øjeblikket er tallet nærmere 140. Klubben holder til på Vandværksvej, hvor man har lejet sig ind og selv betaler forbrug.