Galleri Visby åbner døren til sommerudstilling
Kunsthåndværk i international klasse ved Galleri Visbys sommerudstilling
LØNSTRUP: Galleri Visby er 12. juni klar med årets Sommerudstilling.
- I den forbindelse inviterer vi til fernisering på åbningsdagen klokken 14-16, hvor der vil være mulighed for at nyde et glas vin, hilse på én af kunstnerne og opleve udstillingen, lyder det fra galleriet.
- Ved dette års sommerudstilling har vi den store glæde at kunne præsentere helt nye værker af keramiker Barry Stedman (UK), som også udstiller fast i Galleri Visby – som det eneste sted i Danmark.
- Samtidigt byder vi for første gang velkommen til tekstilkunstner Lene Thomasen, som har arbejdet med værker inspireret af Lønstrup Klint – lavet specifikt til udstillingen.
Udstillingen løber frem til 2. august og kan opleves i hele Galleri Visbys åbningstid – alle ugens dage klokken 11-17.
- Vi tager selvfølgelig vores forholdsregler omkring Covid-19, og sørger for at vi ikke bliver for mange ad gangen i udstillingslokalet.
Galleri Visby ligger på Mårup Kirkevej 62 i Lønstrup.