Går du rundt med en lille forfatter i maven?
Det er den lokale forfatter, Morten Klenø, der bliver kursuslærer
HJØRRING: AOF har i flere år ikke udbudt kurser i at blive forfatter, men det gør de nu. Det er den lokale forfatter, Morten Klenø, der bliver kursuslærer med 21 lektioner fordelt over cirka 6 uger i efteråret. Morten Klenø har tidligere undervist på VUC i Hjørring og Hirtshals, men også Hasseris Gymnasium i Aalborg. Selv har han udgivet en novellesamling, fire romaner samt noveller i tre forskellige Antologier.
Kurset er for let øvede forfatterspirer. Det vil sige nogle, der har prøvet at skrive, men hvor fx novellen eller romanen aldrig er kommet længere end til skrivebordsskuffen. Det kunne også være nogle, der har prøvet at skrive historier, sendt dem ind, men aldrig fået dem udgivet. Under kurset skrives en færdig novelle.
- Vi tager fem onsdag aftner og en enkelt arbejdslørdag. Hver aften snakker vi om novellerne, læser måske op fra dem, men snakker især om hvordan man skriver bedre, arbejder med idéer, plot, får inspiration og laver research. Og selvfølgelig snakker vi en masse om, hvordan man bliver en god forfatter, siger Morten Klenø, der glæder sig meget.
Morten Klenø har også planer om at starte et kursus for begyndere samt endnu et for Let Øvede til foråret. AOF-efterårskurset for Let Øvede starter onsdag 18 september i Vandhuset, Park Vendia.