Frugtbart samarbejde mellem GVL og Løkken skole fortsætter
LØKKEN: GVL Løkkens Fodboldungdomsafdeling har i samarbejde med Løkken Skole holdt et arrangement, der hedder Hovedet-Kroppen-Klubben, fortæller Kim Geisler Kristensen fra GVLs fodboldafdeling.
De to moduler Hovedet og Kroppen foregik på Løkken Skole før sommerferien. Det var med undervisning i sundhed og trivsel, med sporten som fundament.
Her i august gennemførtes det sidste modul på Løkken Stadion. Her underviste 8. og 9. klasserne de børn, som går i indskolingen, det vil sige 0. – 3 klasse.
- De mindste blev ført igennem et sjovt program hvor der indgik frugt, vitaminer, agenter, lege samt masser af bolde.
Inden da fik de ældste undervisning i foreningslivet og den bærende søjle de mere end 100.000 foreninger, der findes i Danmark, udgør. Det er alt fra sommerfugleforeninger til fagforeninger, herunder også vigtigheden af det store frivillige arbejde det indebærer.
- GVL Løkkens Fodboldungdomsafdeling er ekstremt glade for samarbejdet med Løkken Skole og på dagen havde vi en god snak om at fortsætte dette, slutter Kim Geisler Kristensen.