Frivillige har reddet parkens helt særlige haver fra udslettelse: Klør det mon i flere grønne fingre?
HJØRRING: Der går en lige linje fra blåt blod i årene til grønne fingre i bedene i Hjørring:
Byens ældste park - Christiansgave - er anlagt på et stykke jord, som byen fik foræret i 1843 af kong Christian VIII. Parken indeholder fire temahaver, som blev anlagt i 2005 efter idé af landskabsarkitekt Torben Schønherr - og det er her, de grønne fingre kommer ind i billedet.
I 2021 bekendtgjorde Hjørring Kommune nemlig, at der skulle spares penge på pasningen af en række grønne områder for at spare 400.000 kroner: Og et af elementerne var, at de fire haver skulle sløjfes.
Der blev dog holdt en dør på klem: Hvis frivillige personer eller foreninger ville overtage opgaven, så kunne haverne reddes.
Knap en halv snes borgere endte med at smøge ærmerne op, og derfor kan parkens gæster fortsat nyde de særlige haver i parken.
Og de har nok at rive i.
Otte personer - De Grønne Fingre - mødes i sæsonen hver anden fredag for at klippe hæk og græs, samle affald op, rive, luge bede og passe blomster.
- Vi har brug for lidt flere hænder i fællesskabet til at løfte opgaven - vi er jo frivillige og nogle kan være forhindrede en gang imellem, fordi man har andre gøremål, siger Anni Petersen, der er blandt de frivillige.
Især mænd med lidt muskelkraft er en mangelvare.
- Jeg synes, at det var en fejl fra kommunens side, at man ville nedlægge noget, der er så pænt, mener Anni Petersen.
- Vi har så mange andre steder i kommunen, der vokser vildt - og så er det altså rart at have en grøn, velholdt plet, indskyder en anden frivillig, Gitte Nielsen, med henvisning til Hjørring Kommunes politik med, at meget gerne skal gro vildt og uhæmmet af hensyn til biodiversiteten.
Selv om stemningen hælder til, at kommunen burde passe de fire haver i parken, så er der på den anden side heller ikke tvivl om, at de grønblusede borgere nyder at mødes i parken.
Der er nemlig også hyggesnak, kaffe og boller på programmet.
Efter sigende skulle en af de frivillige endda have hyret en havemand til sin private matrikel, men når det gælder haverne i parken er hun selv klar ...
De fire temahaver, som passes og plejes, er adskilt af bøgehække: Der er slangehaven med bugtede staudebede i changerende farver, forårshaven, den hvide have og sommerfuglehaven.
I parken findes i øvrigt en lille bygning, der tidligere rummede en arkitekttegnet svanestald, som i hårde vintre gav husly til svanerne fra Svanelunden - det er her redskaberne til havearbejdet opbevares.
De Grønne Fingre mener også af kommunen at være blevet stillet i udsigt, at de kunne få et par håndører til indkøb af lidt blomsterløg - dem har de dog foreløbig ikke set så meget til, men håbet er lysegrønt ...
Næste gang samles De Grønne Fingre fredag 3. juni klokken 9 og et par timer frem - og man er yderst velkommen til at møde frem, hvis man mangler lidt at rive i.