Folkekirkens Nødhjælp mangler indsamlere i Sindal og Astrup sogne
Under mottoet "Del med din næste" deltager Sindal og Astrup sogne i Folkekirkens Nødhjælps landsomfattende sogneindsamling søndag den 11. marts med det formål at hjælpe verdens mest udsatte. Folkekirkens Nødhjælp har siden 1999 haft en årlig landsindsamling, hvor der er samlet ind til mennesker i nød.
I mange år har Sindal Sogn deltaget i indsamlingen. Som noget nyt deltager Astrup Sogn også i årets indsamling, hvor der samles ind til verdens mest udsatte, der lider på grund af klimaforandringer, krige og massive flygtningestrømme.
Indsamlingen organiseres af et stærkt landsdækkende netværk af 950 lokale indsamlingsledere, som varetager alle de praktiske opgaver. Indsamlingen mobiliserer årligt omkring 20.000 indsamlere heraf mange konfirmander.
På nuværende tidspunkt mangler både Sindal og Astrup sogne indsamlere. I de to sogne er der i alt 40 ruter fordelt med 27 ruter i Sindal og 13 i Astrup. Indtil nu har kun ganske få meldt sig som indsamlere.
Interesserede kan melde sig på flere måder. Det kan gøres via internettet til www.noedhjaelp.dk/vaer-med/indsamling eller til den lokale indsamlingskoordinator Tove Østergård på tove.oe@gmail.com.
Indsamlerne fra begge sogne mødes i Sindal Sognegård søndag den 11. marts klokken 10.00, hvor der bliver budt på gratis kaffe og rundstykker. Herefter er der information om indsamlingen og udlevering af indsamlingsmaterialer samt tildeling af en rute.