Folkekirken var også på Naturmødet i Hirthals
Også Folkekirken i Hirtshals var en del af Naturmødet. De havde en stand på havnen, hvor der var aktiviteter for børn og workshop ved graver Solvejg Sieg Sørensen, der fortalte om "Naturen ind på kirkegården, hvor meget og hvordan?" Biskop Peter Fischer Møller fortalte i Learn teltet om "Gud og grønne skove", og hver morgen var der morgenandagter ved sognepræsterne Aksel Toft og Lea Hoff.
Fredag rykkede kirken ud i naturen og holdt rytmisk friluftsgudstjeneste ved Hirtshals Fyr. Her prædikede sognepræst Bjarne Hougaard over temaet "Naturen, fornuft eller følelser".
Gudstjenesten blev indledt med indgangsmusik "Lovsynger Herren" arrangeret af Niels Ole Sørensen, og herefter bød sognepræst Lea Hoff velkommen, og hun glædede sig over, at så mange var kommet til denne stille stund midt i alle Naturmødets arrangementer.
Foruden sognepræsterne Lea Hoff og Bjarne Hougaard medvirkede også Margrete Grarup med sang, Ole Bech, guitar, Niels Ole Sørensen, keyboard, Jesper Bang Pedersen, kontrabas og Esben Bach på trommer.