Føtex Hjørring fik medalje i smørrebrød
7915 stykker smørrebrød endte på bordene hos sultne kunder i Hjørring 19. september
HJØRRING: Føtex Hjørring måtte se sig slået på målstregen, da Føtex-butikker dystede i smørrebrød torsdag 19. september.
Føtex Hjørring gik ellers målrettet efter førstepladsen på Store Smørrebrødsdag, og målet var at sende 7000 stykker ud til sultne kunder.
- Vi solgte 7915 stykker smørrebrød. Så det var helt vildt, … næste for meget. Vi var konstant 20 mand i gang , fordi vores slagtermester Tina ville have, at alt var pyntet som normalt og skulle være lavet løbende på dagen, fortæller varehuschef Morten Kjær.
- Vi må konstater at det stak totalt af , og krævede flere ressourcer ,end vi havde regnet med. Så alle afdelinger var i sving og det gav en ”høj” stemning i hele varehuset. Alle kæmpede bravt, men vi måtte desværre skuffe kunderne med en lang kø, siger Morten Kjær.
Trods de mange stykker smørrebrød blev Føtex Hjørring slået af Haderslev, der solgte 500 stykker flere end Hjørring-butikken.
- Det var første gang, vi gav den gas. Vi havde vækst på 330 procent. Haderslev solgte stort set det samme, som de plejede, fortæller Morten Kjær.