Første besøg fra tysk venskabsskole

07. oktober 2017 kl. 13.55

Forventningerne var store, og nerverne sad uden på tøjet, da 8.A og 8.E fra Hjørring Private Realskole mandag stod klar på Hjørring Station for at modtage deres nye gæster fra Husum Danske Skole i Tyskland.

Besøget var det allerførste som et led i en ny udvekslingsaftale med den danske mindretalsskole i Nordtyskland og skulle vare knap en uge.

Samarbejdet med Husum Danske Skole var kommet i stand på baggrund af regeringens Tysklandsstrategi om blandt andet at styrke tyskundervisningen i grundskolen. I den forbindelse søgte Hjørring Private Realskole sidste år penge fra Undervisningsministeriets "Pulje til styrkelse af tysk" og fik tildelt disse.

Elevudveksling i tysk havde længe været på dagsorden, og med disse midler blev det netop muligt. I uge 39 fik 8.A og 8.E derfor besøg af to jævnaldrende klasser fra Husum Danske Skole.

Besøget fra Tyskland bød på fælles undervisning sammen med de danske elever, forskellige sociale aktiviteter om eftermiddagene samt en tur til Mårup Kirke og Strandfogedgården i Lønstrup. Eleverne blev indkvarteret privat og blev derfor tvunget til at kommunikere med hinanden.

Torsdag aften var der fællesspisning på skolen, og det var som lærer en fornøjelse at se de unge mennesker sidde og snakke godt sammen på tværs af nationaliteter. Fredag morgen blev der taget afsked på stationen igen. Mange gav udtryk for, at de syntes, at det havde været et alt for kort besøg, og at de først lige havde lært hinanden at kende. Det bliver derfor glædelige gensyn, når HPR-eleverne i december drager mod Husum for at gengælde besøget. I mellemtiden håber vi på, at eleverne bibeholder kontakten med deres nye bekendtskaber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste