Arkivfoto: Michael Koch
Livet her

Flytning af fyret trækker turister til Vendsyssel

Sol og Strand Feriehusudlejning har haft feriegæster, som udelukkende booker feriehus i uge 43 på grund af flytningen af fyret

02. september 2019 kl. 10:33

LØNSTRUP: Det er et stykke Danmarkshistorie, der skrives, når Rubjerg Knude Fyr flyttes 65-80 meter væk fra sin nuværende placering.

Og interessen for flytningen, der ventes at finde sted i løbet af uge 43, er stor. Det mærker man også hos Sol og Strand Feriehusudlejning A/S i Lønstrup, hvor der kommer mange forespørgsler omkring fyret.

- Vi har haft feriegæster, som udelukkende booker feriehus i uge 43 på grund af Rubjerg Knude Fyr, ligesom vi har haft mange spørgsmål omkring flytningen, siger bureauchef Jakob Risager Gravgaard.

Fyret, der er et markant vartegn for Lønstrup, spås blot en levetid på 5-10 år med mindre at der gribes ind. Derfor afsatte regeringen sidste år fem millioner kroner til flytningen, og Hjørring Byråd gav grønt lys til projektet i november 2018.

I øjeblikket er Lønstrup Murerforretning i gang med det indledende arbejde, og går alt planmæssigt, skal det 23 meter høje fyr flyttes i uge 43. Det sker ved hjælp af et skinnesystem, som gør det muligt at flytte fyret omkring otte meter i timen.

Det er dog ikke uden risici at flytte det 120 år gamle tårn, og Jakob Risager Gravgaard holder vejret og håber det bedste.

- Et projekt som flytning af et fyrtårn er ikke noget, der sker hver dag, og jeg glæder mig over, at man ønsker at bevare et så vigtigt vartegn, som Rubjerg Knude Fyr er. Vi har tidligere mistet Mårup Kirke, derfor vil det være katastrofalt, hvis også vi mistede fyret, så vi krydser fingre for, at arbejdet med flytningen lykkes, siger Jakob Risager Gravgaard.

Fyret, der hvert år besøges af en kvart million gæster, ventes at være åben for offentligheden igen fra uge 45.

Annonceret indhold

Nyeste