Billede beskrivelse

Flotte besøgstal på Sindal Marked fra nær – og fjern

13. juni 2024 kl. 19.01

HJØRRING: Henrik Pedersen, talsperson for Sindal Marked og aktiv i markedsudvalget, puster ud efter nogle hektiske dage.

– Vi har ikke de endelige tal endnu, men vi tør godt konkludere, at det faktisk er gået endnu bedre end sidste år. Jeg vurderer, at omkring 35.000 besøgende var forbi. Og det havde vi faktisk ikke helt turde håbe på ville ske, siger han.

Det er især bemærkelsesværdigt, at mange af gæsterne ikke har været lokale, fortæller han.

– Vi har jo haft helt utroligt mange, der kom gående hertil, fordi de kom med tog, siger han.

– Der har været besøgende fra både Aalborg, Brønderslev og Skagen.

Dagene forløb uden de store problemer, fortæller han.

Billede beskrivelse

– Det eneste luksusproblem, vi havde var, at vi måtte hyre nogle ekstra vagter, fordi så mange gerne ville ind i teltet, siger han.

Han har masser af ros til de frivillige. I år tog 580 frivillige en tjans under markedet.

– Det har været et rigtigt godt år, for vi har fået masser af nye frivillige i år, siger han. Han frygter ikke, at det bliver noget problem at rekruttere frivillige næste år.

– Selv dem, der har været lidt tøvende i forhold til at blive frivillige, melder sig igen, siger han.

– Og ganske ofte sørger de nye frivillige, der melder sig, selv for at finde en makker.

Selv har Henrik Pedersen været aktiv i 20 år.

– Det er jo blevet en livsstil for vores familien, og min kone er jo også med. Og mon ikke vores børn også melder sig, når deres børn er blevet lidt større, siger han.

Når markedsudvalget lige har fået pusten, starter planlægningen af næste års Sindal Marked.

– Det bliver langt henad vejen som folk kender det, for hvorfor lave om på noget, der fungerer, siger Henrik Pedersen med et smil.

Han regner dog med, at markedsudvalget vil diskutere definitionen af ”kræmmer.”

– Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kigger på, om vi kan definere ”kræmmer” lidt bredere, men det er noget af det, vi skal se på når vi evaluerer, siger Henrik Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste