Flere træner under corona: Nu kaster Wagner sig også over sportstøjet
- Vi har haft stor lokal efterspørgsel efter sportstøj, lyder det fra indehaver Rene Skjoldager i Hirtshals
HIRTSHALS: Wagner Herretøj i Nørregade i Hirtshals bliver nu også til Sporten i Hirtshals.
Indehaveren af Wagner i Hirtshals, Rene Skjoldager, oplyser, at han udvider forretningen med et stort sortiment i sportstøj.
- Så jeg nu også har Sporten i Hirtshals på mit forretningsvisitkort, lyder det.
- Vi har haft stor lokal efterspørgsel efter sportstøj. Vi har taget et stort sortiment ind af alt slags sportstøj - fra Sport 24, Sportigan og Fusion samt både Adidas og Hummel, tilføjer han.
Der er også et stort udvalg i børnesportstøj, jakker og bukser samt træningsdragter
Ifølge Rene Skjoldager er der øget efterspørgsel efter sportsartikler på grund af corona, da folk træner meget.
- Derfor synes vi det var det rigtige tidspunkt at starte en sportsafdeling op her i butikken, siger han.
- Lige nu kæmper vi med at få varerne hjem - vi er jo startet uden for sæsonen og det vil sige, at mange lagre er lidt tomme i øjeblikket, men vi har trods det fået rigtig mange artikler hjem, og de er også præsenteret i vor nye sportsafdeling, siger Rene Skjoldager.
Tekst og foto Jens Brændgaard