Finn er glad og stolt: Musikken stryger ind på hitlisterne
I januar udgav Finn Lund fra Hjørring to nye sange digitalt, ”Drømmer lidt om dig” og ”Tag ikke alting for givet”, og de har allerede gjort det godt på hitlister i Danmark og endda også i Holland.
Udgivelsen, der hedder ”Drømme & Venskab”, har efter de første tre uger allerede præsteret en 1., en 3., en 4. og en 9. plads på de danske hitlister. Og på Hollandsk radio røg en af sangene i Top 5 fra Top 18, og samme sang bliver testet af FS-Toppen i Norge.
Det fortæller den produktive musiker, der sender sine numre til over 1000 radioer verden over.
- Og jeg får mange fine tilbagemeldinger, fortæller Finn Lund.
Nummeret ”Drømmer lidt om dig” er helt ny. Jan-Erik Knudsen og Mikael Cederborg har skrevet musikken, og Connie Cecilia Jørgensen har skrevet teksten.
- Jeg var hurtig til at sige ja tak til at indsynge denne super gode sang, oplyser Finn Lund.
”Tag ikke alting for givet” har ifølge Finn Lund aldrig tidligere været udgivet på dansk. Eugene Chrampsey har skrevet musik og tekst, og Connie Cecilia Jørgensen har skrevet den danske tekst. På engelsk er den sunget af David James & Daniel O’Donnell.
- Gennem de seneste 13 år har jeg udgivet 84 sange sunget på dansk, og jeg har konstant ligget på en eller anden hitliste. 46 af sangene har ligget på 1. pladsen i Danmark. Jeg har også udgivet sange sunget på tysk og engelsk, fortæller Finn Lund.
- Internationalt har flere af mine sange ligget på hitlisterne i Norge, Sverige, Tyskland og Holland. I dag ser jeg med glæde, at mine sange spilles i 80 lande verden rundt.
- Jeg er målløs og også meget stolt, over at mine udgivelser flyver ind og til tops på hitlisterne.
Man kan læse mere om Finn Lund og hans sange på hans hjemmeside.