Femte bridgetur fra Hjørring
55 medlemmer oplevede Nordspanien og spillede bridge
26. juni 2018 kl. 06.30
Opdateret kl. 11.43
HJØRRING: BK 73 Hjørring samlede fuldt hus til bridgeklubbens femte bridgerejse i træk, det vil sige 55 tilmeldte.
Turen gik til Santa Susanna i Costa Brava, Nordspanien.
Hotellet, Caprici Verd, ligger så tæt på Middelhavet, at deltagerne havde hav-udsigt fra deres altaner. Enkelte nød også en tur i vandet - eller bare en gåtur på strandpromenaden.
Hver aften havde formand Henning Langbak og næstformand Ulrich Pedersen planlagt en omgang bridge, men det forhindrede ikke deltagerne i selv at arrangere et par timers bridge de fleste eftermiddage. Vejret var så fint, at det foregik udendørs tæt ved poolen - og baren.
Opholdet var med all inclusive, så meget passende var der middag i spillepausen om aftenen. Og baren var stadig åben efter afslutningen. Gin og tonic-drinks blev så populære, at hotellet sidst på ugen løb tør for tonicvand; gin var der nok af.
En udflugt til Barcelona var der også plads til. En norsk-talende guide viste rundt ved de verdensberømte seværdigheder. Deltagerne var begejstret for hendes viden om bl.a. Gaudi og den utrolige Sagrada Familia-katedral.
Andre tog selv en bådtur langs kysten den modsatte vej til bl.a. Tossa de Mar, hvor den gamle bydel gjorde indtryk.
- Vi har kun fået positive tilbage-meldinger på turen, så vi er gået i gang med at planlægge næste års tur, fortæller Henning Langbak.
Og de første interesserede til næste tur har allerede henvendt sig.
Klubben har nu så mange aktive spillere, knap 250, at det kniber med pladsen i Buen.
- Alle hverdage er taget i brug, og vi har en lang venteliste af interesserede. Derfor har vi indsendt en ansøgning om at overtage ungdomsskolen Godthåb.
Ansøgningen er sendt til hjørnespark, derfor tager klubben plan B i brug: De bliver dog i Buen efter ferien, hvor de tager mandag eftermiddage i brug.
For første gang arrangerer klubben en åbent hus-turnering fire tirsdage i august. Skolebridge og undervisning for begyndere er andre tilbud fra BK 73 efter sommerferien. Sæsonen starter mandag 3. september.dving