Et tilløbsstykke i Tolne Skov

03. juni 2017 kl. 10.51

Der er ikke mange foreninger, der kan tiltrække mere end halvdelen af medlemmerne til en årlig ordinær generalforsamling, men det kan Anpartsselskabet Tolne Skov. 220 ud af 400 anpartshavere havde tilmeldt sig til skovens generalforsamling forrige tirsdag.

- Det er ganske imponerede, at så mange vælger at komme til vores generalforsamling. Flere kommer endog langvejs fra, idet aktier og anparter ofte går i arv fra generation til generation. Da det ikke er alle, der bliver boende i nærområdet, er anparterne spredt over hele landet, fortæller Anpartsselskabets formand Lars Fogh-Andersen.

Generalforsamlingen blev afholdt i Glassalen, hvor forsamlingen valgte advokat Søren Bach til dirigent, der konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Formanden aflagde herefter beretning om selskabets virksomhed i 2016 og nævnte i sin beretning blandt mange andre ting følgende:

- Det økonomiske resultat har været tilfredsstillende med et overskud før skat på kr. 390.000 sammenholdt med et overskud før skat i 2015 på kr. 360.000.

Vi havde i bestyrelsen oprindeligt for 2016 budgetteret med et overskud før skat på kr. 180.000.

Iflg. vores strategi for juletræsproduktion skal vi på sigt have en jævn juletræsproduktion på ca. 30.000 træer pr år. Det har betydet, at vi løbende har udvidet juletræsarealerne, og at vi nogle år har plantet større arealer til, end vi har afdrevet. Vi havde og har fortsat en forventning om, at vores juletræsproduktion vil være en driftsgren, der indtjeningsmæssigt kan matche normal træproduktion, og vi fastholder derfor vores oprindelige strategi, hvorefter vi skal opretholde en jævn juletræsproduktion på ca. 60 ha.

Bestyrelsen har besluttet at afvikle vores investering i Litauen forudsat, at vi kan opnå en ordentlig pris. Ud fra de prisindikationer vi har modtaget, vil vi ved salget kunne opnå et fornuftigt afkast af den foretagne investering. Litauen yder og vil indtil salget bidrage betydeligt til Tolnes samlede resultat, hvilket naturligvis vil blive taget i betragtning inden et købstilbud accepteres.

En stor del af træet i Tolne Skov afsættes som flis. Priserne på flis kunne godt være bedre. Det nybyggede værk i Hjørring skulle aftage 150.000 rummeter pr. år, men værket kører ikke optimalt, hvortil kommer de senere års milde vintre, der har været til glæde for varmeforbrugerne, men ikke for dem der lever af at producere flis.

Pavillonens Venner arbejder videre med planerne om en renovering af Glassalen, noget vi naturligvis bakker op om. Det er i anpartshavernes og selskabets interesse, at pavillonen fremtræder så flot, som den gør, også selvom selskabet fortsat har en betydelig nettoudgift vedr. pavillonen. Derfor stor ros til Vennerne.

Samarbejdet med PMU og Tolne Efterskole forløber meget fint.

Driften af det fredede areal varetages kompetent med Jens Baggesen fra Hjørring Kommune som ankermand.

Også en stor tak til Henning og Morten der, som repræsentanter for vores administrator HedeDanmark, på bedste vis passer skoven".

Efter formandens beretning fremlagde direktør Jens Christian Kringelholt det reviderede regnskab, hvorefter der var valg til bestyrelsen. Lars Vandkjær og Lars Fogh-Andersen var på valg og blev begge genvalgt uden modkandidater. Også revisionsfirmaet BDO blev genvalgt som revisorer.

Da der ikke var indkomne forslag, overgik forsamlingen til punktet Eventuelt, hvor alt kan drøftes, men intet vedtages. Der var et spørgsmål til færdsel i skoven på cykel. Formanden svarede, at det er noget, der er reguleret via lovgivningen og pointerede, at skoven ønsker, at alle skal kunne færdes uden at genere hinanden. Derfor er der ingen planer om at åbne for mountainbike ruter i skoven.

Efter generalforsamlingen bød Anpartsselskabet på et beskedent traktement leveret af Annettes Festservice.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste