Er du tilfreds med normeringerne i dit barns børnehave?
Mad & Meninger - deltag i debat om børnelivet i Hjørring Kommune
Hvordan kan kommunens nye dagtilbudspolitik udmøntes i et godt børneliv?
Til ”Mad & Meninger” på Hjørring Bibliotek er den debatskabende samtale på menuen. Mandag 29. april er emnet ”Børnelivet i Hjørring Kommune”. På podiet er to engagerede personer: Anette Bæk (forælder og stifter af den lokale gruppe ”Demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutioner”) og Mai-Britt Beith (formand for Børne-, fritids- og undervisningsudvalget).
Udgangspunkt for debatten bliver det gode børneliv i Hjørring Kommune - med fokus på kommunens daginstitutioner. Hvorvidt det bliver en debat om normeringerne, det pædagogiske arbejde eller børns generelle trivsel - hvad kan vi gøre bedre, hvad bør vi optimere, hvor skal der sættes ind, hvis der overhovedet er behov for ændringer, tiltag eller et økonomisk løft - dét er op til deltagerne.
Alle, der har en holdning til aftenens emne, opfordres til at være med. Arrangementet indledes med et kort oplæg fra to markante stemmer, der vil udveksle holdninger. Derefter kan alle fremmødte selv deltage i debatten: Hvad er din mening og hvorfor?
Når debatten er ved vejs ende, indtages der i fællesskab et måltid mad. Journalist Jenni Boelt er moderator.
Der tages entré - og billetter skal købes på forhånd og senest torsdag d. 25. april.
- ”Mad & Meninger” handler om at nære og udvikle det demokratiske rum via meningsfulde diskussioner og gode snakke om aktuelle emner. Hjørring Bibliotekerne ønsker at understøtte den enkeltes lyst og mulighed for at deltage i debat og offentlig samtale. Det skal være sådan, at man på biblioteket er på neutral grund, om man så er almindelig borger, aktiv meningsdanner, politiker, kunstner, ung, ældre, barn … fortsæt selv! Alle emner er planlagt af bibliotekspersonalet og arrangementerne holdes på forhånd fastlagte tidspunkter, der passer ind i bibliotekernes øvrige programlægning, lyder det.