En gave med kugler

29. september 2017 kl. 15.03

Forleden var der afsløring og indvielse af jernskulpturen "Kuglerne" ved Bjergby Skole på Asdalvej. Indvielsen blev overværet af skolens 140 elever, lærerne, personalet og interesserede borgere fra nær og fjern.

Skulpturen er designet og fremstillet af genbrugsjern af kunstneren Anne Mølgaard og hendes mand Martin på Bakkegården ved Hjerm. Der er tre kugler. En på 1 diameter, en på 60 centimeter og en på 40 centimeter. "Kuglerne" er placeret på græsset mellem parkeringspladsen og vejen. Med deres unikke runde form og det rå jern pryder skulpturen området foran skolen på fornemmeste vis.

Inden seks skolebørn fra de mindste klasser afslørende kunstværket holdt Margit Jespersen fra Udstillingsudvalget tale, hvor hun motiverede valget af Anne Mølgaards skulptur som gave til skolen og byen, og Susanne Klint Hansen supplerede:

- Kuglerne er symbolet på det lille samfund: "Bare vi er svejset godt sammen - så holder det".

Udstillingsudvalget er lig med "Initiativgruppen Hobby- og Kunstudstilling i Bjergby", der hvert år i marts måned afholder en stor hobby- og kunstudstilling i gymnastiksalen samt i alle lokaler og gange på Bjergby Skole. Der kommer omkring 1000 besøgende, som er meget imponeret over den flotte og varieret udstilling med hobby og kunst i høj kvalitet. Det er gratis at deltage for udstillerne, og det er gratis at besøge udstillingen. Det eneste, der koster noget, er kaffe og kage, og overskuddet fra dette salg i de sidste 4 år har finansieret skulpturen.

- Vi skal ikke tjene penge på udstillingen. Det er vores mål, at præsentere en flot hobby- og kunstudstilling med skiftende kunstnere fra år til år. At der alligevel er blevet et overskud fra salget af kaffe og kage er dejligt, og med de penge, vil vi i Udstillingsudvalget gerne sige tak til Bjergby Skole, hele byen og alle de frivillige med denne gave i form af jernskulpturen "Kuglerne - en gave fra Jer til Jer". En gave der også er til glæde for alle forbipasserende, siger Eli Højrup.

Det initiativrige Udstillingsudvalg består af Eli Højrup, Ingrid Christiansen, Karen Hylle, Margit Jespersen og Susanne Klint Hansen, der altid får stor hjælp af byens "Grå Mænd" til de praktiske gøremål. Det er også dem, der har lavet det flotte brostensfundamentet til skulpturen.

Skulpturens placering på det kommunale område er godkendt af Hjørring kommunes Kunstudvalg og ledelsen for Bjergby Skole samt Park og Vej ved Hjørring Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste