Efter 77 år under jorden: Ingen har været der siden krigen
Bestyrelsesmedlem for Nr. Lyngby Borgerforening, Bjørn Bjørnskov, og en håndfuld folk med skovle og gravemaskine gik forleden i gang med at grave på en mark ved Nr. Lyngby.
Indgangen til en bunker fra Anden Verdenskrig skulle graves fri og åbnes for første gang, siden den blev tilmuret i 1945.
- Så vidt vides har ingen mennesker har været derinde i siden krigen – men vi ved det ikke med sikkerhed, sagde Bjørn Bjørnskov, inden arbejdet gik i gang.
Efter udgravning og fjernelse af muren foran de to indgange, var der åbnet.
Og det var med en lidt uhyggelig, men også ret spændt følelse at gå ned i den mørke og rå betonbunker, efter 77 år i uberørthed, kan deres udsendte meddele.
Men den indeholdt stort set ingenting. Kun et par syltetøjsglas og lidt rustent blik.
- Det var også, hvad vi havde regnet med på forhånd. Alting af værdi blev fjernet fra bunkerne efter krigen, før indgangen blev muret til, forklarer Bjørn Bjørnskov.
Men man kan se indretningen i bunkeren. Blandt andet hvor kakkelovnen havde stået i de to mandskabsrum. Og krogene i væggen som havde holdt køjerne på plads.
Bunkeren er en såkaldt mandskabsbunker af typen ”Regelbau 622”. Det er en bunker beregnet til ophold for de 20 mand, der skulle passe den store radar beliggende i umiddelbar nærhed af bunkeren.
Under 2. verdenskrig var Nr. Lyngby hjemsted for den tyske radarstation ”Luftwaffenstützpunkt Hyäne”, hvilket de mange efterladte bunkere i området minder os om. Det er dog de færreste, der egentlig er klar over, hvad disse bunkere har været anvendt til. Den nu åbnede bunker har været fuldstændig dækket af sandfygning og beplantning, og man får ikke umiddelbart øje på den i terrænet. Det vil man gerne gøre noget ved. Derfor er projektet igangsat af Nr. Lyngby Borgerforening, som arbejder for at synliggøre Nr. Lyngby.
- Vi ønsker at gøre området mere attraktivt, både for fastboende og turister. Vi oplever, at Nr. Lyngby let kan blive overset i sammenligning med Løkken og Lønstrup, selvom vi har meget at byde på ud over den helt enestående natur, siger Bjørn Bjørnskov.
Han fortæller, at mange mennesker dagligt færdes på stien langs skrænten, og både Vestkystruten og Hærvejsstien går gennem området. Det er derfor tanken at gøre gåturen til en endnu større oplevelse ved at formidle den historie, der knytter sig til området.
- Sidste sommer startede vi med at arrangere guidede rundvisninger i denne radarstation. Nu går vi så et skridt videre ved at iværksætte denne sommers projekt.
Planen er at etablere en udsigtskikkert på det forhenværende radarfundament. Derudover åbnes den nærliggende bunker, som nu er udgravet, siger bestyrelsesmedlemmet.
Der er søgt midler til projektet, og der er tilsagn om beløb, der gør det muligt at starte 1. etape af projektet. Det er planen at resten færdiggøres hen over sommeren, hvis det lykkedes at få de sidste midler hjem.
- Vi har også fået stor opbakning fra ejeren af bunkeren, Leif Vange, der er ejer af Strandfogedgården, på hvis jorder bunkeren er beliggende. Sejlstrup Entreprenørforretning bidrager med udgravningen, og har også stillet sig meget positive over for projektet, slutter Bjørn Bjørnskov.