Det vil jeg vise mine gæster: Løkken Golfbane

16. juli 2020 kl. 09.04

To golfmedlemmer af Løkken Golfklub - som har været medlem i over 20 år - fortæller her, hvad de gerne vil vise gæster i Løkken.

Vi har haft den store fornøjelse at spille golf i Løkken i al den tid golfbanen har eksisteret, og aldrig har banen været i en mere flot og elegant stand end den er lige nu, - det til trods for at golfbanen har en presset økonomi.

Vi spiller golf hver anden dag. Når vi går til hul 1, går vi forbi hul 18 med et vandbassin tæt ved green og ser hvor flot banen præsenterer sig, - nyklippede greens og rough med de gamle grantræer i baggrunden. Vi siger til hinanden, det er en fornøjelse at være her og blive budt velkommen på en så flot måde, og vi glæder os til at komme i gang med golfspillet. I Løkken er vi vant til blandet vejr og en del blæst fra vest, men med banens flotte stand kan vi klare udfordringerne.

Sådan kunne vi blive ved med at fremhæve forbedringerne fra hul til hul, herunder det kæmpe arbejde der er lagt i at opstamme de gamle nåletræer som betyder, at golfspillerne fra hul til hul kan skimte, hvad der sker på banens øvrige huller. Men vi undgår ikke at nævne hul 16, der er blevet banens bedste par 5 hul, det er blevet så flot, fra start til slut.

Det er skønt at tænke på hvor mange golfspillere, der får de samme oplevelser som en selv. Vi kan på alle huller høre hvordan fuglene synger for fuld kraft, vi holder en pause i spillet og oplever alle de dyr, der har travlt med at spise sig mætte i den grønne bevoksning, men på grund af andre spillere på banen må vi gå videre og dyrene må finde nye græsgange.

Hjørring Kommune kan være stolte over at have en badeby, der kan tilbyde en så flot og elegant golfbane, der trods presset økonomi, med hjælp fra en dygtig greenkeeper og hans medhjælpere og en kæmpe arbejdsindsats fra mange frivillige, er med til at få det hele til økonomisk at køre rundt.

Vi benytter enhver lejlighed til at tale med gæstespillere, som fortæller, hvor positivt overrasket de bliver, når de kommer og spiller i Løkken. Mange vidste ikke, der var så god en golfbane i Løkken, og forklarer samtidig at det er utroligt, at man kan spille golf i Løkken på en flot, velplejet og professionel golfbane til en meget konkurrencedygtig green fee pris.

Gæstespillere og Greenfeespillere er hjertelig velkommen. Der er Turistgolf hver tirsdag kl. 9 frem til 4. august. Der er ingen tilmelding, man skal blot møde op.

En stor tak til bestyrelsen, de ansatte og alle de frivillige, - uden jeres store indsats gik det ikke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste