Livet her

Der blev sunget, dyttet og ”danset” i bilerne

120 biler deltog i driv-ind-gudstjeneste og koncert på dyrskuepladsen i Hjørring

19. april 2020 kl. 11:50

HJØRRING: For mange mennesker har påsken 2020 været en anderledes én af slagsen. Påskefrokosten har været aflyst, og det sociale liv er nærmest lukket ned. Alligevel kunne det ikke forhindre de danske kirker i at holde påskegudstjenester. Således heller ikke i Hjørring, hvor Hjørring Baptistkirke og Projekt:Kirke i samarbejde havde inviteret til påskegudstjeneste - sammen hver for sig. Bilen skulle tændes og køre til dyreskuepladsen i Hjørring, hvor cirka 120 biler havde fundet vej til denne glimrende premiere.

Der stod p-vagter klar til at guide de mange biler, og mens man ventede på starttonerne, var der lavet en sjov Kahoot, som man kunne deltage i - den handlende selvfølgelig om påsken. Kort tid efter gik bandet - med god afstand mellem hinanden - i gang med musikken, som man kunne synge med på nede fra bilerne, hvis man åbnede på frekvens 98.3.

Der var sat storskærm op, som alle kunne følge med på, hvis man havde for langt til scenen.

En af præsterne fra Projekt:Kirke, David Lundager, bød velkommen til de forskellige biler, der dyttede tilbage undervejs.

- Det var også muligt at streame gudstjensten, så alt i alt må der have været flere end de over 250 mennesker, der var til stede på pladsen, vurderer arrangørerne i en pressemeddelelse.

- Folk var kreative, og i bilruderne stod der blandt andet: Han er opstanden. Der var også grund til smil, for aldrig før har kirkerne i Danmarks flere hundrede års historie holdt Drive-in gudstjenester, men Coronatiden giver i sandhed anledning til nye former og måder at være sammen på.

Stig Hagen, en af Projekt:Kirkes andre præster, fortalte påskens glade budskab.

Han havde taget påskeliljer med for at minde om, at foråret er kommet, og som et tegn fra himlen kom solen frem fra det ellers grå skydække.

- Ja, han er opstanden, og de mange dyt fra bilerne indikerede, at alle var enige. Der blev også danset, dyttet, sunget, blikket med lygterne fra bilerne, som man kunne se vippe fra side til side, og der var fest på den fede måde, lyder det fra Andreas Ancheril Mathew i pressemeddelelsen.

Senere indtraf en hjemmebragt påskenadver også i bilerne, mens Torben Andersen, præst i Hjørring Baptistkirke, fortalte om Jesus påskemåltid med disciplene.

- Man må sige, at det var en påskesøndag med højt til loftet. En unik søndag, som måske er fremtiden i en begrænset hverdag. Påskens budskab giver håb i en ellers hård coronatid, konstaterer Andreas Ancheril Mathew.

Han glæder sig over drive-in-koncerten med Preben Kristensen..

- At meget er anderledes i øjeblikket. Det mærker vi i hverdagen - og i påsken. Det planlagte måtte for en stor del aflyses, det være sig gæster eller fester. For min del blev det i stedet til at tage til drive-in koncert for første gang – så har man også prøvet det.

- Det var en fornøjelse at møde Preben Kristensen som konferencier og Claus Christensen, der tog os alle med i fællessang med et repertoire fra primært danske popsange.Begge nød tydeligvis selv oplevelsen af at være sammen med et publikum, der på bedste vis interagerede med dytte ”klapsalver” og lidt vinduesvisker bevægelse.

- Koncerten var velplanlagt, lyden, der kom via radioen, spillede optimalt, og om end jeg helst vil være live sammen til koncert, så fungerede dette super fint og var en rigtig god oplevelse, tilføjer Andreas Ancheril Mathew.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu